Har du missat ett kapitel?

Fånga vår saga här!

Kapitel 1

Alt var, som det plejede på Ponyskolen i Det Magiske Land Oven På Skyerne. Alt var sådan set altid, som det plejede på Ponyskolen. Tonny sukkede, mens han børstede tænder, redte sin manke og vaskede mulen. Fuldstændigt ligesom han hade gjort i går. Og i forgårs. Og dagen før det, for den sags skyld.  

 

Ude på travbanen gick alla ponyerne rundt og rundt. Ligesom de plejede. De øvede sig i at trave, og det hadede Tonny. Både eftersom han ikke var særligt god til at gå i trav, og fordi han syntes, det var frygtelig kedeligt.  

 

Tonny kom til at tænke højt - det gjorde han af og til: "Der må da være andet i livet end at gå i trav. Og i takt." Pludselig bumpede Tonny ind i ponyen foran ham, der var standset med et ryk.  

 

"A-hvad sa du?" råbte de andre ponyer i kor. Både Lonnie, Connie, Ronnie og alle de andre. Tonny blev lite röd i hovedet, det var ikke lige meningen, at de andre skulle have hørt det, han tænkte. Men nu var han jo ligesom kommet i gang.  

 

"Jamen ... har I aldrig tänkt over, at der må være andre ting, man kan lave end at gå i takt hele dagen?" 

"Man vågner, man spiser, man traver, man sover. Sådan er det, og sådan har det altid været," messede de andre ponyer.  

"Men vad nu om jag vill ha något annat?" prøvede Tonny.  

"Man vågner, man spiser, man traver, man sover. Sådan er det, og sådan har det alltid varit," sade de andre ponyer bare igen. Och så gick de i gang med at trave. Men Tonny gick ikke med.  

 

Efter lite tid fik de andre ponyer øje på Tonny, der nægtede at gå i trav. De stoppede op.  

"Varför traver du inte?" 

"Jeg har ikke lyst, jeg vil noget andet." 

Johnnie, den allermest grå ponny, som var allerbedst til at gå i trav, gick frem mod Tonny.  

"Vad vill du så?" 

"Jeg vil ud og se verden." 

"DET skal du ikke ønske dig!" 
"Varför?" spurgte Tonny.  

"Her på Ponyskolen ved man, hvad man får. Verden derude er stor og ond og farlig." 

"Det skal jeg nok selv finde ud af," sade Tonny.  

Så blev der helt stille. Johnnie vrinske-grinede lite.  

"Nå da da da. Sikke modig du er? Måske skal du ligefrem ud og kæmpe mod dragen Drago?" 

De andre ponyer grinede larmende. Alle vidste, at Drago var det farligste dyr i hela världen, og at ingen - ingen! - turde kæmpe mod det.  

Tonny sank en liten klump.  

"Ja, det är faktiskt lige det, jeg skal." 

 

Og så pakkede Tonny en taske og gik sin vej. Ud for at kæmpe mod den farlige drage.  

 

Kapitel 2

Hvis Tonny nu skulle vara helt ærlig, så var det der med at gå ud for at lede efter den farlige drage måske ikke sådan helt vildt genomtænkt. Men man skal holde det, man lover. Især det man lover sig selv. Så nu gick Tonny altså. Ud for at opdage alt, hvad der var at upptäcka i Det Magiske Land Oven På Skyerne.  

 

Tonny gick genom en skov. En sådan lite mørk og småuhyggelig en af slagsen. Efter lite tid kom han till en bro, der førte over en flod. Det tænkte Tonny egentlig ikke så mycket over og var på vej over broen, da en en en ninja pludselig sprang ud foran ham.  

 

"Vad tror du egentlig, du laver?" 

"Jeg var bare på vej over broen," sade Tonny.  

"Arh, det er ikke sådan, det fungerer. Jeg er nemlig broens vogter," sade ninjaen og lød mycket vigtig.  

"Nå da, det låter spännande. Vad går det ud på?" spurgte Tonny.  

"Ja, det betyder, at jeg vogter broen. Og sørger for, at der ikke er alle mulige, der bare vader hen over den." 

Tonny tænkte lite. Han synes ikke rigtigt, at han var "alle mulige", han var jo Tonny, og han var på vej på eventyr.  

"Det er klart, det kan vi ikke have. Men kan jag godt få lov til at gå over broen?" spurgte han så.  

Ninjaen sagde en märklig fnyselyd med næsen.  

"Sig mig, ved du slet ikke noget om brovogtere?" 

"Ikke rigtigt," indrømmede Tonny.  

"Det er faktisk første gang, jeg er uden for Ponyskolen, så der er sikkert alt muligt, jeg ikke ved." 

Ninjaen rystede på hovedet.  

"Nå, men for at få lov til at krydse broen, skal du svare på et spørgsmål. Et svært spørgsmål spørgsmål! Et ... megasvært spørgsmål!" 

"Hold da op, det håber jeg, at jeg kan så," sade Tonny.  

 

Tonny kiggede lite på ninjaen. Ninjaen kiggede på Tonny. Ingen av dem sade något i et stykke tid.  

"Øhm ... vad är spørgsmålet?" 

"Øjeblik, jeg skal lige finde på et! Det er faktisk ikke så tit, at der kommer någon forbi her, så jeg er kommet lite ud af træning." 

Tonny satte sig ned och ventede tålmodigt.  

 

Pludselig gav det et sæt i ninjaen.  

"Så! Nu har jag det. Det er et megasvært spørgsmål. Er du klar?" 

Tonny nikkede.  

"Vad är ... din yndlingsfarve?" 

"Uh ja, den er svær," sa Tonny. "Vad är din, ninja?" 

"Sort, selvfølgelig!" 

"Nå ja. Jeg tror bedst, jeg kan lide lyserød. Eller ... nej vent. Orange! Nej ... grön. Jag säger grön." 

"Du kan alltså ikke bare sige alle mulige farver. Jeg er broens vogter, og jeg forlanger et klart svar." 

"Grøn", sade Tonny med fast stemme. 

"Så lad gå da. Så må du gärna gå över broen," sade ninjaen. "Men - where er du egentlig på vej hen?" 

"Jeg er på vej ud for at finde og kæmpe mod dragen Drago." 

Ninjaen blev helt bleg.  

"Det er altså en dårlig idé, Drago er sindssygt farlig og spyr ild! Måske skal du bare blive her sammen med mig. Så kan vi kaste med ninjastjerner og lave alle mulige andre ninjating?" 

Tonny smilede og rystede på hovedet.  

"Det er pænt af dig, ninja, men jeg har lovet mig selv at finde dragen Drago, så det gör jeg. Men det kan vara, vi ses en annan gang." 

Kapitel 3

Tonny var blevet helt sulten af at sludre med brovogter-ninjaen og svare på spørgsmål og al den slags, så han besluttede sig för at spise sin madpakke.  

 

Han fandt en plet i skoven, där der var et par store sten, man kunne sidde på, og hvor solen tittede ned mellem trætoppene. Tonny pakkede madpakken ud og skulle lige til at sætte tænderne i en sandwich, da han hørte noget inde bag en busk.  

 

"Pst!" 

Tonny gloede på busken.  

"Pst!" löd det igen.  

Det var alltså märkeligt, det her. Tonny rejste sig og kiggede bag busken. Der var indgangen til en grotte, og inde i grotten kunne Tonny se to lysende øjne.  

"Øhm ... hej?"  

Tonny hade aldrig set sådan några märkelige øjne eller talt med någon, der gemte sig i en grotte før, så han vidste ikke lige, hvad han ellers skulle sige.  

"Hej," hviskede stemmen inde fra grotten.  

"Har du något galet?" 

"Ja da. Kommer du ikke ud i solen, så kan vi dele min madpakke," sade Tonny. Det lød da hyggeligt med lite selskab til maden.  

Øjnene kom längre frem mod Tonny, og Tonny kunne nu se, at de tilhørte en bleg, tynd vampyr.  

"Det går ikke. Jeg er nemlig en vampyr", sade vampyren.  

"Okej?" sa Tonny.  

"Ja, vi kan ikke tåle lys. Overhovedet ikke noget. Så jeg kan ikke gå ud og lede efter mad om dagen, og jeg er lidt mørkeræd, så jeg er heller ikke meget for at gå ud om natten.  

"Nå, for pokker. Ja, så er det ikke nemt. Men om du nu sitter her i skyggen under träet, så kan jag sidde ved siden af i solen, og så deler vi min madpakke. Jeg har både sandwich og mandariner og alt muligt med", sade Tonny.  

De sad lite og gumlede på deres mad.  

"Jeg er forresten på vej ud for at finde dragen Drago. Ved du, vilken vej jag skal?" spurgte Tonny så.  

Vampyren var lige ved at få en halv banan galt i halsen.  

"Drago? Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr. Ham skal du holde dig fra!" 

"Ja, det säger folk. Men jeg vil nu finde ham alligevel," sade Tonny.  

"Jamen, så er det den vej," sade vampyren og pegede längre ind i skoven.  

"Tak skal du have. Det kan vara, vi ses igen," sade Tonny så, rejste sig, tog sin rygsæk på och gick längre ind i skoven.  

 

Tonny var dog ikke nået ret langt, før han igen började at fortryde, at han ikke bare var blevet hjemme på den trygge Ponyskole. Der blev nemlig mere og mere mørkt og tåget. Og pludselig hørte han en hæs og hæslig latter. Lige foran sig ... 



Kapitel 4

Det lød koldt Tonny koldt ned ad ryggen, da han hørte den hæse og hæslige latter i den mørke skov. Og sådan några ponyer har en lang ryg, så det var faktiskt rigtigt koldt.  

 

"Vad mon det er? Og kan jag nå at vende om?" tænkte Tonny, men inden han nåede at svare sig selv, stod der en heks foran ham.  

Heksen grinede igen højt og væmmeligt.  

"Du kommer ikke forbi her, kammerat!" 

"Men ..." försökte Tonny, men Heksen afbrød, inden han nåede at sige mere.  

"Ikke før du har gett mig alle dine ting!" 

"Nå. Jamen, okej", sade Tonny og krængede sin rygsæk af.  

"Vad ... vad tvättar du?" sade heksen.  

"Jeg giver dig alle mine ting?" 

"Det er ikke sådan, det fungerer! Du skal protestere og nægte, og så skal jeg true med at trylle dig om til en sten eller eller en cykelpumpe eller noget annat uhyggeligt!" 

"Nå ..." sa Tonny.  

"Ja, undskyld, det er første gang, jeg har varit her i skoven, og det er også første gang, jeg har mødt en heks. Så jag ved ikke helt, hvordan man gör. Men om det är viktigt för dig att få alla mina ting, så må du gärna få dem. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at blive tryllet om til en cykelpumpe." 

 

Tonny började med at hive ting op af sin taske. Hans halstørklæde, hans notesbog, hans sværd og alt muligt andet.  

"Her."  

Tonny rakte tingene frem mod heksen, men hun rystede surt på hovedet.  

"Nu gider jeg slet ikke at have dem, hvis det skal være på den måde." 

Tonny syntes, at heksen var lite märklig. Men så trak han på skuldrene og begyndte at pakke sin taske igen. Men han baksede med at få plads til det hele, sade han.  

"Måske gider du at hjælpe mig? Jeg er på vej for at møde dragen Drago og slås mod ham. Kender du vägen, för det gör jag faktiskt inte." 

Heksen spærrede øjnene op.  

"Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, OG han kan ikke lide sodavand! Er det ikke uhyggeligt?"  

"Jo. Meget. Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil finde ham. Så kan du fortælle mig vägen?" spurgte Tonny.  

Heksen grinede igen sin fæle hekselatter.  

"Ja, det kunne jeg godt. Men det vil jeg ikke, for du gav mig ikke alle dine ting!" 
"Men ..." sa Tonny.  

"Ikke noget men. Du gav mig ikke alle dine ting, og så gider jeg ikke at vise vej." 

Heksen grinede igen, vendte om og gik sin vej.  

 

Tonny sukkede. Han forstod ikke rigtigt, vad han hade gjort forkert. Han skulle lige til at mase tingene sammen i sin rygsæk for at lyne lynlåsen, da han lagde mærke til noget i tasken, som han ikke hade puttet ned i den. Det var et timeglas. Og et brev. Tonny åbnede brevet. Det var fra Johnnie, den allermest grå ponny, der var allerbedst til at gå i trav hjemme på Ponyskolen.  

 

I brevet stod der:  

"Til Tonny. Jeg kan forstå, at du gerne vil ud og se noget mere af Det Magiske Land Oven På Skyerne. Men din plats är bland ponyerne, og du kan stadig fortryde. Hvis du er tilbage på Ponyskolen, inden timeglasset løber ud, kan du nå at være med til Ponyparaden, where vi allesammen blir færdigtuddannede ponyer. Når du det ikke, kan du ikke blive en del af ponyfællesskabet någonsin igen." 

Tonny foldede brevet sammen, kiggede på timeglasset og sank en stor klump.

Kapitel 5

Tonny gick och gick och gick och gick. Mens han tänkte på, vad han egentlig hade gang i. Det nemmeste ville klart vara at vende om og bare tage tilbage til Ponyskolen inden den store Ponyparade. Men Tonny ville så gärna se något mere af verden. Og nu hade han också lovet sig själv, at han ville hitta dragen Drago. Så det måtte han göra. Og SÅ ville han skynde sig hem og nå Ponyparaden, så han ikke mistede alle sine venner.  

 

Mens Tonny gick i sine egne tanker, kom han ud af den mørke skov og var nu pludselig på en strand. Pludselig sprang en cowboy frem bag en stor sten.  

"Ohøj, makker!" 

"Ohøj," svarade Tonny. 

"Ja, jag är så en cowboy," sa cowboyen. 

"Ja, det kunde jag nästan se på cowboyhatten. Og cowboystøvlerne. Og sherifstjernen," sade Tonny.  

"Nå ja." 

"Kan du hjälpa mig?" spurgte Tonny.  

"Jeg skal finde dragen Drago, og jeg kender ikke vejen. Ved du, where han bor?" 

"Uh, Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, OG han kan ikke lide sodavand. Og han er ond!"  

Tonny nikkede.  

"Ja, det har jag hört, men jag vill ändå gärna hitta ham. Ved du, where han bor? Og vil du fortælle det, jeg har nemlig lidt småtravlt." 

"Ork ja, jeg ved totalt, hvor han bor. Men må jeg ikke lige fortælle dig en historie først? Jeg elsker historier!" 

 

"Jeg har faktisk ikke rigtigt tid ..." började Tonny, men cowboyen fortsatte bare: 

"Det är snart många år sedan, men jag red engang hele vägen hele vägen hele vägen igennem Amerika, fordi jeg var blevet forelsket i en vacker guldgraver, som var rejst til Alaska for at grave guld, og så ville jeg også til Alaska, men så gick det ikke hverken værre eller bedre, end at min hest punkterede allerede efter to dage. Og så ..."  

Tonny försökte at afbryde flere gange, men cowboyen fortalte og fortalte og fortalte og fortalte. Han var slet ikke til at stoppe. Finally sluttede historien. Tonny var ret utålmodig og rømmede sig:  

"Sikke en fin historia. Men det var dragen Drago, vi kom från ..." 

 

Cowboyen afbrød igen.  

"Ja ja, det skal jeg nok fortælle. Men vil du ikke lige se mine ting først? Prøv at se, jeg har en hoppebold og en saks og en yoyo og en spand og ..." 

Tonny försökte at stoppa cowboyen, men han fortalte bare videre om alle sine ting. Da han endelig var færdig, skyndte Tonny sig at sige: 

"Jag har alltså rigtig travlt, vil du ikke nok fortælle, hvilken vej jeg skal gå for at finde Drago?" 

"Jo jo, men skal vi ikke lige spille et spil først? Jeg har både Fire på stribe og Ludo og skak og nogle spillekort og ..." 

Cowboyen snakkede og snakkede. Nu afbrød Tonny med hög stemme: 
"Jag blir alltså nødt till att komma vidare!"  

 

Og så började Tonny at gå snabbt hen ad stranden. Han vidste ikke rigtigt, hvor han var, eller hvor han skulle hen, men han var i hvert fald på vej.  

 

Da Tonny hade gått et stykke tid, blev stranden til en ørken. En stor, varm ørken fyldt med sand. Tonny stoppede og kiggede hele vägen rundt. Det eneste, han kunde se, var sand. Og mere sand. Måske var han faktiskt faret vild. Men pludselig kneb han øjnene sammen. Vad var det, der lå derude i horisonten? Et ... sørøverskib? 

Kapitel 6

Tonny gick mod sørøverskibet. Det var besvärligt att gå i sandet, och hans fødder føltes mycket tunge. Han hade också gått hela dagen. Han var lige ved at nå frem til skibet, da der der lød et ordentligt brag, og så landede noget tungt lige ved siden af Tonny. En kanonkugle! 

"Stop lige med at skyde, jeg skal bare spørge om noget," råbte Tonny og håbede, at nogen kunne høre ham. En hæs stemme lød tillbaka.  

"Hov, undskyld, det var gammel vane. Os sørøvere kan godt lide at skyde efter folk med kanoner." 

"Nå, er du sørøver?" spurgte Tonny nysgerrigt och gick tættere på. Oppe på dækket af sørøverskibet stod en pige med klap for det ene øje, en stor sabel, ørering, TO träben og en papagøje på skulderen.  

"Om jeg er sørøver? Det kan jag lige love dig for, at jeg er. Jeg er Frida den Frygtelige, hersker over de syv have, havets djævel, kendt og frygtet fra Nordpolen til Kap Det Gode Håb!" 

"Wow. Sejt", sa Tonny.  

"Men så så kan jag ikke lade være med at tænke på noget. Varför står dit sørøverskib midt i ørkenen?" 

 

Frida den Frygtelige så pludselig lite sur ud.  

"Ja, varför er du i en örken?" 

Tonny svarade: 
"Det är bäst, eftersom jag är faret vild. Jeg er på jagt efter dragen Drago, men jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal gå hen." 

Frida den Frygtelige spærrede øjnene op.  
"Det är en dum idé, du. Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, og han kan ikke lide sodavand, og han er ond, og han er så stark, at han kan løfte et sørøverskib op i luften og smide det ned i en ørken!" 

 

Tonny sjönk en klump. Han syntes, at Drago lød værre og værre, jo mere han hørte om ham.  

Frida nikkede eftertrykkeligt: 
"Ja, det var det, der skete. Drago har simpelthen smidt mit skib her, og nu kan jeg ikke komme ud på de syv have og plyndre." 

"Watashi wa kyandî ga hoshîdesu", skræppede papagøjen pludselig.  

"Orv, kan din papagøje snakke?" 

"Jeps," svarede Frida stolt.  

"Vad säger den?" 

"Det ved jeg ikke, han taler kun japansk." 

"Nå," sa Tonny lite skuffet. "Men Drago? Ved du, where han bor?" 

"Ja, du skal bare den vej," sade Frida og pegede.  

 

Tonny sade tak og begyndte at gå igen. Han gick lige og tænkte, at det da egentlig gik overraskende nemt med at få vist vej denne gang, da de begyndte at blæse. Först ret mycket, så rigtig mycket og sidst blev blæsten til tornado, og Tonny blev løftet op i luften og hvirvlet rundt og rundt ...

Kapitel 7

Tonny blev hvirvlet rundt i tornadoen med en fart og en kraft, han aldrig hade oplevet før. Der blæste også alt muligt andet end Tonny rundt - sokker, bøger, puslespilsbrikker, en kiste og tusind andre ting. Tonny koncentrede sig mest om ikke at få noget i hovedet, men försökte at se sig om efter et eller andet, han ... kunne holde fast i.  

 

Pludselig holdt det op med at blæse, og i det samma fik Tonny fat i en gummibåd, der fløj rundt ved siden af ham. Tonny og gummibåden ramlede med et ordentligt plask ned i en flod. 

 

"Pyha, det kunne have gått frygteligt galt," nåede Tonny lige at tænke, men lagde så mærke til, at gummibåden faktisk sejlede virkelig hurtigt. Og snabbare og snabbare. Og lige forude var der et vandfald. Tonny prøvede desperat at bruge sine hove til at padle ind til bredden, men uanset hvor meget han padlede, nærmede vandfaldet sig med stor hast. Tonny lukkede øjnene. Og så besvimede han vist.  

 

Da Tonny igen åbnede sine øjne, var han og gummibåden blevet smidt op på land. Tonny var våd fra mule til hale, og alle hans ting lå spredt ud på græsset. Men han HAVDE stadig sit timeglas, og vigtigst af alt. Han var i live.  

 

"Vad ligger du der og roder for?" lød en stemme pludselig. Bag Tonny stod en hög mand med kæmpestore overarme, endnu større overskæg og med reb og klatreudstyr hængende overalt.  

"Ja, det er en längre historia, men jeg er egentlig på vej til Dragos slot. Ved du, where det er?" 

Den store mand rystede på hovedet.  

"Det lyder som en dum idé. Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, og han kan ikke lide sodavand, og han er ond, og han er så stark, at han kan løfte et sørøverskib op i luften og smide det ned i en ørken! Og han har megadårlig ånde." 

Tonny afbrød utålmodigt.  

"Ja, jo, det har jag hört ... en del gange efterhånden. Men ved du, where Drago bor?" 

"Jeg kan vise dig det. Vi skal bare op på toppen af bjerget der, så kan jeg pege. Men vi skal klatre om kap! 1-2-3 nu!" 

Tonny kiggede op ad bjerget og nikkede over med nogle trapper. 

"Kan vi ikke bare tage trappen?" 

Ingen svarede, kæmpemanden var allerede i gang med at klatre op ad bjerget. Tonny trak på skuldrene og spadserede op ad trapperne. På vägen fandt han et æbletræ og plukkede et flot, rødt æble. Han tog också en lille lur og fløjtede lite om kap med en fugl, inden han nåede toppen. 

 

Tonny nåede at vente en halv times tid og nyde solen, inden manden svedende og prustende klatrede helt op på toppen. Hvor han straks blev mycket sur. 

"Hvordan pokker nåede herop før mig?" 

Tonny skulle lige til at forklare, at han bare had taget trappen, og at det da egentlig var mycket nemmere end alt det klatreri, men manden afbrød.  

"Så klatrer vi ned igen og ser, hvem der kommer först!" 

Tonny tænkte sig snabbt om.  

"Okej så, men peg lige på Dragos slot först." 

"Ja, ja. Dér!" sade manden og pegede, og så började han i en frygtelig fart at klatre ned igen. Tonny rystede på hovedet og begyndte at trave i den retning, manden hade peget. Hen mod det store, mørke slot ...

Kapitel 8

Tonny var egentlig i mycket godt humør, som han traskede af sted i retning af slottet. Det så godt nok lite uhyggeligt ud ... det var också so