Hvis Tonny nu skulle være helt ærlig, så var det der med at gå ud for at lede efter den farlige drage måske ikke sådan helt vildt gennemtænkt. Men man skal holde det, man lover. Især det man lover sig selv. Så nu gik Tonny altså. Ud for at opdage alt, hvad der var at opdage i Det Magiske Land Oven På Skyerne.  

Tonny gik gennem en skov. En sådan lidt mørk og småuhyggelig en af slagsen. Efter lidt tid kom han til en bro, der førte over en flod. Det tænkte Tonny egentlig ikke så meget over og var på vej over broen, da en en ninja pludselig sprang ud foran ham.  

"Hvad tror du egentlig, du laver?" 

"Jeg var bare på vej over broen," řekl Tonny.  

"Arh, det er ikke sådan, det fungerer. Jeg er nemlig broens vogter," sagde ninjaen og lød meget vigtig.  

"Nå da, det lyder spændende. Hvad går det ud på?" spurgte Tonny.  

"Ja, det betyder, at jeg vogter broen. Og sørger for, at der ikke er alle mulige, der bare vader hen over den." 

Tonny tænkte lidt. Han synes ikke rigtigt, at han var "alle mulige", han var jo Tonny, og han var på vej på eventyr.  

"Det er klart, det kan vi ikke have. Men kan jeg godt få lov til at gå over broen?" spurgte han så.  

Ninjaen sagde en mærkelig fnyselyd med næsen.  

"Sig mig, ved du slet ikke noget om brovogtere?" 

"Ikke rigtigt," odpověděl Tonny.  

"Det er faktisk første gang, jeg er uden for Ponyskolen, så der er sikkert alt muligt, jeg ikke ved." 

Ninjaen rystede på hovedet.  

"Nå, men for at få lov til at krydse broen, skal du svare på et spørgsmål. Et svært spørgsmål! Et ... megasvært spørgsmål!" 

"Hold da op, det håber jeg, at jeg kan så," řekl Tonny.  

Tonny kiggede lidt på ninjaen. Ninjaen kiggede på Tonny. Ingen af dem sagde noget i et stykke tid.  

"Øhm ... hvad er spørgsmålet?" 

"Øjeblik, jeg skal lige finde på et! Det er faktisk ikke så tit, at der kommer nogen forbi her, så jeg er kommet lidt ud af træning." 

Tonny se posadil, aby si oddechl.  

Pludselig gav det et sæt i ninjaen.  

"Så! Nu har jeg det. Det er et megasvært spørgsmål. Er du klar?" 

Tonny nikkede.  

"Hvad er ... din yndlingsfarve?" 

"Uh ja, den er svær," řekl Tonny. "Hvad er din, ninja?" 

"Sort, selvfølgelig!" 

"Nå ja. Jeg tror bedst, jeg kan lide lyserød. Eller ... nej vent. Oranžový! Nej ... grøn. Jeg siger grøn." 

"Du kan altså ikke bare sige alle mulige farver. Jeg er broens vogter, og jeg forlanger et klart svar." 

"Grøn," řekl Tonny rychle. 

"Så lad gå da. Så må du gerne gå over broen," sagde ninjaen. "Men - hvor er du egentlig på vej hen?" 

"Jeg er på vej ud for at finde og kæmpe mod dragen Drago." 

Ninjaen blev helt bleg.  

"Det er altså en dårlig idé, Drago er sindssygt farlig og spyr ild! Måske skal du bare blive her sammen med mig. Så kan vi kaste med ninjastjerner og lave alle mulige andre ninjating?" "Ano," odpověděl jsem. 

Tonny se usmál a vyrazil nahoru.  

"Det er pænt af dig, ninja, men jeg har lovet mig selv at finde dragen Drago, så det gør jeg. Men det kan være, vi ses en anden gang." 

Tonny var blevet helt sulten af at sludre med brovogter-ninjaen og svare på spørgsmål og al den slags, så han besluttede sig for at spise sin madpakke.  

Han fandt en plet i skoven, hvor der var et par store sten, man kunne sidde på, og hvor solen tittede ned mellem trætoppene. Tonny pakkede madpakken ud og skulle lige til at sætte tænderne i en sandwich, da han hørte noget inde bag en busk.  

"Pst!" 

Tonny se zamračil na busken.  

"Pst!" lød det igen.  

Det var altså mærkeligt, det her. Tonny rejste sig og kiggede bag busken. Der var indgangen til en grotte, og inde i grotten kunne Tonny se to lysende øjne.  

"Øhm ... hej?"  

Tonny havde aldrig set sådan nogle mærkelige øjne eller talt med nogen, der gemte sig i en grotte før, så han vidste ikke lige, hvad han ellers skulle sige.  

"Hej," hviskede stemmen inde fra grotten.  

"Har du noget mad?" 

"Ja da. Kommer du ikke ud i solen, så kan vi dele min madpakke," sagde Tonny. Det lød da hyggeligt med lidt selskab til maden.  

Øjnene kom længere frem mod Tonny, og Tonny kunne nu se, at de tilhørte en bleg, tynd vampyr.  

"Det går ikke. Jeg er nemlig en vampyr," sagde vampyren.  

"Dobře?" prohlásil Tonny.  

"Ja, vi kan ikke tåle lys. Overhovedet ikke noget. Så jeg kan ikke gå ud og lede efter mad om dagen, og jeg er lidt mørkeræd, så jeg er heller ikke meget for at gå ud om natten.  

"Nå, for pokker. Ja, så er det ikke nemt. Men hvis du nu sidder her i skyggen under træet, så kan jeg sidde ved siden af i solen, og så deler vi min madpakke. Jeg har både sandwich og mandariner og alt muligt med," řekl Tonny.  

De sad lidt og gumlede på deres mad.  

"Jeg er forresten på vej ud for at finde dragen Drago. Ved du, hvilken vej jeg skal?" spurgte Tonny så.  

Vampyren var lige ved at få en halv banan galt i halsen.  

"Drago? Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr. Ham skal du holde dig fra!" 

"Ja, det siger folk. Men jeg vil nu finde ham alligevel," řekl Tonny.  

"Jamen, så er det den vej," sagde vampyren og pegede længere ind i skoven.  

"Tak skal du have. Det kan være, vi ses igen," sagde Tonny så, rejste sig, tog sin rygsæk på og gik længere ind i skoven.  

Tonny var dog ikke nået ret langt, før han igen begyndte at fortryde, at han ikke bare var blevet hjemme på den trygge Ponyskole. Der blev nemlig mere og mere mørkt og tåget. Og pludselig hørte han en hæs og hæslig latter. Lige foran sig ... 

Det lød koldt Tonny koldt ned ad ryggen, da han hørte den hæse og hæslige latter i den mørke skov. Og sådan nogle ponyer har en lang ryg, så det var faktisk rigtigt koldt.  

"Hvad mon det er? Og kan jeg nå at vende om?" tænkte Tonny, men inden han nåede at svare sig selv, stod der en heks foran ham.  

Heksen grinede igen højt og væmmeligt.  

"Du kommer ikke forbi her, kammerat!" 

"Men ..." forsøgte Tonny, men heksen afbrød, inden han nåede at sige mere.  

"Ikke før du har givet mig alle dine ting!" 

"Ne. Jamen, okay," sagde Tonny og krængede sin rygsæk af.  

"Hvad ... hvad laver du?" sagde heksen.  

"Jeg giver dig alle mine ting?" 

"Det er ikke sådan, det fungerer! Du skal protestere og nægte, og så skal jeg true med at trylle dig om til en sten eller eller en cykelpumpe eller noget andet uhyggeligt!" 

"Nå ..." řekl Tonny.  

"Ja, undskyld, det er første gang, jeg har været her i skoven, og det er også første gang, jeg har mødt en heks. Så jeg ved ikke helt, hvordan man gør. Men hvis det er vigtigt for dig at få alle mine ting, så må du gerne få dem. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at blive tryllet om til en cykelpumpe." 

Tonny begyndte med at hive ting op af sin taske. Hans halstørklæde, hans notesbog, hans sværd og alt muligt andet.  

"Her."  

Tonny rakte tingene frem mod heksen, men hun rystede surt på hovedet.  

"Nu gider jeg slet ikke at have dem, hvis det skal være på den måde." 

Tonny syntes, at heksen var lidt mærkelig. Men så trak han på skuldrene og begyndte at pakke sin taske igen. Men han baksede med at få plads til det hele, sagde han.  

"Måske gider du at hjælpe mig? Jeg er på vej for at møde dragen Drago og slås mod ham. Kender du vejen, for det gør jeg faktisk ikke." 

Heksen se na to podíval.  

"Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, OG han kan ikke lide sodavand! Er det ikke uhyggeligt?"  

"Jo. Meget. Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil finde ham. Så kan du fortælle mig vejen?" spurgte Tonny.  

Heksen se zašklebil na své fæle hekselatter.  

"Ja, det kunne jeg godt. Men det vil jeg ikke, for du gav mig ikke alle dine ting!" 
"Muži..." řekl Tonny.  

"Ikke noget men. Du gav mig ikke alle dine ting, og så gider jeg ikke at vise vej." 

Heksen grinede igen, vendte om og gik sin vej.  

Tonny sukkede. Han forstod ikke rigtigt, hvad han havde gjort forkert. Han skulle lige til at mase tingene sammen i sin rygsæk for at lyne lynlåsen, da han lagde mærke til noget i tasken, som han ikke havde puttet ned i den. Det var et timeglas. Og et brev. Tonny åbnede brevet. Det var fra Johnnie, den allermest grå pony, der var allerbedst til at gå i trav hjemme på Ponyskolen.  

I brevet stod der:  

"Til Tonny. Jeg kan forstå, at du gerne vil ud og se noget mere af Det Magiske Land Oven På Skyerne. Men din plads er blandt ponyerne, og du kan stadig fortryde. Hvis du er tilbage på Ponyskolen, inden timeglasset løber ud, kan du nå at være med til Ponyparaden, hvor vi allesammen bliver færdigtuddannede ponyer. Når du det ikke, kan du ikke blive en del af ponyfællesskabet nogensinde igen". 

Tonny foldede brevet sammen, kiggede på timeglasset og sank en stor klump.

Tonny gik mod sørøverskibet. Det var besværligt at gå i sandet, og hans fødder føltes meget tunge. Han havde også gået hele dagen. Han var lige ved at nå frem til skibet, da der lød et ordentligt brag, og så landede noget tungt lige ved siden af Tonny. En kanonkugle! 

"Stop lige med at skyde, jeg skal bare spørge om noget," råbte Tonny og håbede, at nogen kunne høre ham. En hæs stemme lød tilbage.  

"Hov, undskyld, det var gammel vane. Os sørøvere kan godt lide at skyde efter folk med kanoner." 

"Nå, er du sørøver?" spurgte Tonny nysgerrigt og gik tættere på. Oppe på dækket af sørøverskibet stod en pige med klap for det ene øje, en stor sabel, ørering, TO træben og en papagøje på skulderen.  

"Om jeg er sørøver? Det kan jeg lige love dig for, at jeg er. Jeg er Frida den Frygtelige, hersker over de syv have, havets djævel, kendt og frygtet fra Nordpolen til Kap Det Gode Håb!" 

"Wow. Sejt," prohlásil Tonny.  

"Men så kan jeg ikke lade være med at tænke på noget. Hvorfor står dit sørøverskib midt i ørkenen?" 

Frida den Frygtelige så pludselig lidt sur ud.  

"Ja, hvorfor er du i en ørken?" 

Tonny svarede: 
"Det er mest, fordi jeg er faret vild. Jeg er på jagt efter dragen Drago, men jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal gå hen." 

Frida den Frygtelige spærrede øjnene op.  
"Det er en dum idé, du. Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, og han kan ikke lide sodavand, og han er ond, og han er så stærk, at han kan løfte et sørøverskib op i luften og smide det ned i en ørken!" 

Tonny se potopil. Han syntes, at Drago lød værre og værre, jo mere han hørte om ham.  

Frida nikkede eftertrykkeligt: 
"Ja, det var det, der skete. Drago har simpelthen smidt mit skib her, og nu kan jeg ikke komme ud på de syv have og plyndre." (Drago se na ni podíval.) 

"Watashi wa kyandî ga hoshîdesu," skræppede papagøjen pludselig.  

"Orv, kan din papagøje snakke?" 

"Jeps," svarede Frida stolt.  

"Hvad siger den?" 

"Det ved jeg ikke, han taler kun japansk." 

"Nå," řekl Tonny lidt skuffet. "Men Drago? Ved du, hvor han bor?" 

"Ja, du skal bare den vej," sagde Frida og pegede.  

Tonny sagde tak og begyndte at gå igen. Han gik lige og tænkte, at det da egentlig gik overraskende nemt med at få vist vej denne gang, da de begyndte at blæse. Først ret meget, så rigtig meget og til sidst blev blæsten til tornado, og Tonny blev løftet op i luften og hvirvlet rundt og rundt ...

Tonny blevvirvlet rundt i tornadoen med en fart og en kraft, han aldrig havde oplevet før. Der blæste også alt muligt andet end Tonny rundt - sokker, bøger, puslespilsbrikker, en kiste og tusind andre ting. Tonny koncentrede sig mest om ikke at få noget i hovedet, men forsøgte at se sig om efter et eller andet, han ... kunne holde fast i.  

Pludselig holdt det op med at blæse, og i det samme fik Tonny fat i en gummibåd, der fløj rundt ved siden af ham. Tonny og gummibåden ramlede med et ordentligt plask ned i en flod. 

"Pyha, det kunne have gået frygteligt galt," nåede Tonny lige at tænke, men lagde så mærke til, at gummibåden faktisk sejlede virkelig hurtigt. Og hurtigere og hurtigere. Og lige forude var der et vandfald. Tonny prøvede desperat at bruge sine hove til at padle ind til bredden, men uanset hvor meget han padlede, nærmede vandfaldet sig med stor hast. Tonny lukkede øjnene. Og så besvimede han vist.  

Da Tonny igen åbnede sine øjne, var han og gummibåden blevet smidt op på land. Tonny var våd fra mule til hale, og alle hans ting lå spredt ud på græsset. Men han HAVDE stadig sit timeglas, og vigtigst af alt. Han var i live.  

"Hvad ligger du der og roder for?" lød en stemme pludselig. Bag Tonny stod en høj mand med kæmpestore overarme, endnu større overskæg og med reb og klatreudstyr hængende overalt.  

"Ja, det er en længere historie, men jeg er egentlig på vej til Dragos slot. Ved du, hvor det er?" 

Den store mand rystede på hovedet.  

"Det lyder som en dum idé. Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, og han kan ikke lide sodavand, og han er ond, og han er så stærk, at han kan løfte et sørøverskib op i luften og smide det ned i en ørken! Og han har megadårlig ånde." 

Tonny afbrød utålmodigt.  

"Ja, jo, det har jeg hørt ... en del gange efterhånden. Men ved du, hvor Drago bor?" 

"Jeg kan vise dig det. Vi skal bare op på toppen af bjerget der, så kan jeg pege. Men vi skal klatre om kap! 1-2-3 nu!" 

Tonny kiggede op ad bjerget og nikkede over med nogle trapper. 

"Kan vi ikke bare tage trappen?" 

Ingen svarede, kæmpemanden var allerede i gang med at klatre op ad bjerget. Tonny trak på skuldrene og spadserede op ad trapperne. På vejen fandt han et æbletræ og plukkede et flot, rødt æble. Han tog også en lille lur og fløjtede lidt om kap med en fugl, inden han nåede toppen. 

Tonny nåede at vente en halv times tid og nyde solen, inden manden svedende og prustende klatrede helt op på toppen. Hvor han straks blev meget sur. 

"Hvordan pokker nåede herop før mig?" 

Tonny skulle lige til at forklare, at han bare havde taget trappen, og at det da egentlig var meget nemmere end alt det klatreri, men manden afbrød.  

"Så klatrer vi ned igen og ser, hvem der kommer først!" 

Tonny tænkte sig hurtigt om.  

"Okay så, men peg lige på Dragos slot først." 

"Ja, ja. Dér!" sagde manden og pegede, og så begyndte han i en frygtelig fart at klatre ned igen. Tonny rystede på hovedet og begyndte at trave i den retning, manden havde peget. Hen mod det store, mørke slot ...

Tonny var egentlig i meget godt humør, som han traskede af sted i retning af slottet. Det så godt nok lidt uhyggeligt ud ... det var også som om, der kom ild op af taget en gang imellem. Men i det mindste var Tonny på rette vej og var nu endelig ved at være for enden af sin rejse. Han havde godt nok mødt mange spændende mennesker, men nu tænkte han også, at det var på tide, at han nåede målet.  

Netop som han tænkte det, var han ved at skvatte over et par lange ben. Uden for et telt sad en troldmand med flot spids hat, og det var hans ben, Tonny var lige ved at snuble i.  

"Nå, hej," mumlede troldmanden med svag stemme. Og sukkede.  

"Hej, hej," sagde Tonny muntert og skulle lige til at gå videre, for han havde jo faktisk travlt. Men troldmanden så så trist ud, så Tonny stope op.  

"Er der noget galt?" 

"Næ næ, gå du bare videre," sukkede troldmanden. 

"Det virker altså som om, der er noget galt?" 

"Åh, det er bare ... det er svært at forklare," sagde troldmanden med endnu svagere stemme.  

Tonny skævede til sit timeglas. Han havde ikke rigtigt tid til det her, men det var jo også synd for troldmanden, hvis han var trist.  

"Prøv at forklare det alligevel?" 

Troldmanden se na to podíval. Så dybt, at hans telt blafrede.  

"Jeg er troldmand, skal jeg fortælle dig." 

Tonny nikam nešel. Så langt var han med.  

"Og derfor kan jeg jo trylle alting frem. Alt i hele verden." 

"Det lyder fedt!" řekl Tonny.  

"Ja, det skulle man tro," sagde troldmanden.  

"Men ... når man kan trylle alt frem i verden, så mangler man aldrig noget. Jeg aner ikke, hvad jeg skal ønske mig til min fødselsdag. Og når man kan få alt i hele verden, kan man faktisk også godt komme til at kede sig." 

Tonny tænkte lidt.  

"Måske mangler du bare en hobby?" 

Troldmanden livede lidt op.  
"En hobby? Ja ... det er måske en meget god idé." 

Tonny knipsede - og det er ellers svært, når man har hove og ikke fingre. Han havde fået en endnu bedre idé. Han kunne faktisk godt bruge noget selskab på sin tur, og det kunne også være rart at have en troldmand som makker, hvis nu Drago viste sig at være så farlig, som alle sagde.  

"Måske kan din hobby være eventyr? Så kan du tage med mig på et af slagsen?" 

"Det er en FANTASTISK idé, min unge ven. Lad os komme afsted!" sagde troldmanden og sprang op. 

"Vil du slet ikke høre, hvad eventyret går ud på?" spurgte Tonny.  

"Næ, det kan du fortælle på vejen. Afsted med os." 
 

Og så gik Tonny og troldmanden ud på eventyr. I præcis 24 skridt, så stope troldmanden.  

"Hvad sker der?" 

Troldmanden satte sig på en sten.  

"Arh, jeg synes, det er lidt hårdt sådan at gå og gå. Måske gider jeg ikke alligevel. Jeg er også træt." 

Tonny skulle til at sige noget, men han blev afbrudt af en dyb snorken. Troldmanden var faldet i søvn. Tonny sukkede og pakkede troldmanden ind i hans troldmandstæppe. Nu var Tonny alene igen.  

Men ikke ret længe. For pludselig hørte han dundrede hove bag sig. Og en stemme, der råbte: "Stůj! Ellers bliver det værst for dig selv!"

Tonny kiggede sig skræmt over skulderen.  

"Stůj!" råbte stemmen igen.  

Tonny vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre. På den ene side virkede det mest logisk at stoppe op, når nogen råbte "stop!". - på den anden side lød stemmen, der råbte, ret sur. Problemet endte med at løse sig selv, for mens Tonny småløb i retningen af Dragos slot, blev han overhalet af en kæmpestor hest med en ægte, rigtig ridder på ryggen. Den store hest stope op lige foran Tonny, så Tonny bankede panden ind i maven på hesten.  

"Hov, undskyld," sagde Tonny, selv om det faktisk ikke var ham, der var stoppet op midt på vejen. Den store hest så bare vredt på Tonny. Ridderen på ryggen af hesten smilede til gengæld over hele hovedet - men trak så sit sværd på en ret voldsom måde og pegede på Tonny.  

"Gør dig klar til at dø!" 

"Øh ... hva'?" sagde Tonny bange.  

"Ja, du er jo en drage, og jeg er en ridder, og riddere kæmper mod drager og dræber dem!" sagde ridderen stolt.  

"Muži... muži." 

Nu syntes Tonny det hele gik meget hurtigt.  

"Jeg er altså ikke en drage, jeg er en pony." 

"Du er da totalt en drage!" brølede ridderen.  

"Det kan jeg altså forsikre dig for, at jeg ikke er. For det første er drager grønne, og som du kan se, er jeg blå," forklarede Tonny.  

Ridderen kneb øjnene sammen.  

"Hm ... mere grønblå vil jeg sige." 

Ridderen pegede med sværdet.  

"OG du har vinger. Du er en drage." 

"Det er jeg altså ikke, det sværger jeg!" řekl Tonny zoufale.  

"Mine vinger er bittesmå, og jeg kan ikke engang flyve. Det kan drager. Se, jeg kan heller ikke puste ild!" 

Tonny pustede og pustede og viste, at der overhovedet ikke kom ild ud af munden på ham.  

"Du er simpelthen en drage, og derfor bliver jeg nødt til at slå dig ihjel. Sådan er reglerne," sagde ridderen bare og hævede sit sværd.  

Tonny nåede ikke at tænke, han begyndte bare at løbe, så hurtigt hans små ponyben kunne bære ham. Det var desværre ikke særligt hurtigt i forhold til ridderens store hest. Den var lige bag ham. Tonny løb ind i noget krat, hvor han håbede, at den store hest ikke kunne være. Det kunne den godt. Tonny zig-zaggede for at forvirre ridderen og hesten. Det virkede ikke. Pludselig var Tonny ude på en slette, hvor der slet ikke var nogen gemmesteder. Han løb alt, hvad han kunne, men hesten var lige bag ham. Og så faldt Tonny. Han nåede slet ikke at tænke over, om det gjorde ondt, han lukkede bare øjnene og tænkte: "Nu er det ude med mig." 

"Undskyld, hvad i alverden foregår der?" 

Tonny åbnede forsigtigt øjnene. Stemmen kom ikke fra ridderen. Altså, ridderen med det store sværd, der var ude på at slå Tonny ihjel, fordi han troede, at Tonny var en drage. Det var en kvindestemme.  

Tonny så op. I toppen af et højt tårn stod en meget smuk prinsesse. Med hænderne i siden og rynkede øjenbryn.  

"Ja, det er dig, jeg taler til kammerat. Hvad laver du?"  

Prinsessen pegede på ridderen, der var stået af sin hest. Han pegede til gengæld på Tonny med sit sværd.  

"Goddag, smukke prinsesse, jeg var såmænd bare ved at slå en farlig, farlig drage ihjel." 

Tonny skulle lige til at sige noget, men prinsen havde allerede hævet sværdet, så Tonny kom på benene igen og gav sig til at løbe. Rundt og rundt om prinsessens tårn med ridderen lige i hælene. Tonny begyndte at blive træt i benene, men det gjorde ridderen åbenbart ikke, han løb og løb bare. Lige indtil der lød et tungt "bump!" og ridderen pludselig sagde "Av!" og gned sig ovenpå hjelmen.  

"Hvad var det?" råbte han op mod prinsessen.  

"Ja, det var en appelsin, jeg smed ned i hovedet på dig. Du kan åbenbart ikke finde ud af at høre efter, så må jeg få din opmærksomhed på en anden måde." 

Prinsessen pegede mod Tonny.  

"Ham der er altså en pony, ikke en drage." 

Ridderen smilede og rystede på hovedet.  

"Jeg er ked af sådan at rette på en ægte prinsesse, men der tager du altså fejl. Det er klart en drage." 
"Det er det altså ikke." 

"Det er det altså." 

"Det er det altså ikke." 

Sådan blev det ved, og Tonny var lige ved at overveje, om han måske bare kunne snige sig videre uden at blive opdaget, men ridderens store, sure hest spærrede vejen for ham.  

Så lignede prinsessen en, der fik en idé.  

"Hallo, hr. Ridder? Ved du egentlig godt, hvad der er ridderes vigtigste opgave? Mere vigtigt end at jage drager?" 

"Øhm ... næ ... det tror jeg ikke," zamumlal ridderen.  

"Ja, det er da at gøre kur til prinsesser!" 

"Øhm ... ja ... gøre kur ... hvad er det nu lige, det er?" 

Prinsessen sukkede.  

"Du er ikke den kvikkeste ridder, der findes, hva'? At gøre kur betyder, at du skal få mig til at blive forelsket i dig. For eksempel ved at synge en smuk sang for mig." 

"Nå, for søren. Jamen, den klarer jeg!" sagde ridderen og begyndte at nynne og tralle og varme stemmen op.  

Prinsessen mrkl na Tonnyho.  

"Så må du vist hellere stikke af. Hvor skal du egentlig hen?" 

"Tak prinsesse. Ja, det lyder lidt dumt nu, men jeg er faktisk på vej til Dragos slot." 

Prinsessen se otočil.  

"Drago? Drago er sindssygt farlig og spyr ild ..." 

Tonny stak en hov op i luften.  

"Jeg stopper dig lige en gang. Jeg ved godt, at Drago er farlig og alt muligt. Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil finde ham. Farvel prinsesse. Og tak!"

Tonny sneg sig afsted, så hurtigt og så lydløst, han kunne.  

"Sikke en rar prinsesse," tænkte han ved sig selv, mens han gik. Og tænkte tilbage på alle de sjove og søde og mærkelige typer, han havde mødt på sit eventyr. Både ninjaen, der vogtede broen, vampyren, der ikke kunne tåle lys OG var bange for mørke, den fæle heks, den snakkesalige cowboy, sørøveren Frida og ham der bjergbestigeren, der ville gøre alting til en konkurrence.  

Det havde været en spændende tur, og han havde oplevet mere, end han nogensinde havde oplevet i sit liv.  

Men nu var det til gengæld ved at blive alvor. Tonny var ikke langt fra dragen Dragos borg. Den var stor og mørk, og jo, det var altså som om, der kom ild op af taget engang imellem.  

Tonny se zastavil. Han var godt nok langt hjemmefra. Skulle han i virkeligheden bare vende om? Og tage hjem til Ponyskolen og trave i takt sammen med alle de andre resten af sine dage? Tonny tænkte længe. Nej. Nej, det ville han ikke. Han havde lovet sig selv, at han ville drage ud i verden og finde dragen Drago og bekæmpe den. Så det ville han gøre. Dragen var jo vildt farlig, sagde alle, så faktisk ville han gøre verden en tjeneste. Når nu Drago åbnebart var sindssygt farlig og spyede ild og åd både mennesker og dyr og ikke kunne lide sodavand, og var ond, og så stærk, at han kunne løfte et sørøverskib op i luften og smide det ned i enørken! Og havde megadårlig ånde. Han brugte sikkert også bissetricks i slåskampe, nu Tonny tænkte over det.  

Tonny gik videre, men han gik ret langsomt. Det var som om, hans ben ikke rigtigt ville med ham, men gerne bare ville blive, hvor de var. Tonny kiggede ned på sine hove.  

"Kom så, venner, det skal nok gå." 
 

Han gik og gik og så stod han foran porten til Dragos borg. Det var en meget stor og ret uhyggelig port, og Tonny vidste ikke rigtigt, om han havde lyst til at vide, hvad der befandt sig på den anden side. Alligevel ringede han på. Han trykkede egentlig ganske forsigtigt, men det lød som om tusind store klokker ramlede sammen.  

Og så hørte han tunge skridt. Så hørte han nogen, der rumsterede med låsen. Og så begyndte døren langsomt og knirkende at åbne sig ...

Tonny holdt vejret. Døren åbnede sig, og foran ham stod dragen Drago. Han smilede over hele hovedet.  

"Hejsa, hvem er du? Vil du indenfor? Er du sulten, jeg kan lave nogle popcorn?" 

Tonny holdt op med at holde vejret og begyndte i stedet for at åbne og lukke munden.  

"Øh ... altså ... jo tak, jeg vil gerne indenfor. Og jeg er egentlig også sulten." 
"Jamen, så kom da ind. Jeg tror faktisk også, jeg har et par sodavand i køleskabet, hvis du er tørstig?" 

"Øh, jo tak," prohlásil Tonny.  

Drago viste stolt rundt på sin borg og virkede i det hele taget rigtigt flink. Det syntes Tonny var mærkeligt. Han tog mod til sig og sagde: 

"Du, Drago?" 
"Ja?" 

"Jeg troede egentlig, du var... farlig. Og ikke kunne lide sodavand og sådan noget?" 

Drago se ušklíbl.  

"Åh ja, det er der mange, der tror. Det er som om folk taler grimt om ting, de er bange for. Jeg synes jo selv, jeg er ret sød, men hver gang, jeg møder nogen, så løber de deres vej, så jeg når aldrig at fortælle, at jeg slet ikke er farlig. Der er heller aldrig nogen, der besøger mig. Faktisk er du den første nogensinde."  

"Det er da synd for dig," řekl Tonny.  

Drago trak på skuldrene.  

"Tja, sådan er det vist bare. Men der er også mange seje ting ved at være drage. For eksempel kan jeg trylle! Dragemagi er herresejt. Vil du se?" 

Det ville Tonny gerne.  

"Hvad skal jeg trylle frem? Du bestemmer." 

Tonny tænkte lidt.  

"En is?" foreslog han så. Både fordi det kunne være sejt at se en is bliver tryllet frem, men også fordi han egentlig godt kunne spise en.  

"Genial idé, jeg elsker også is! Er du klar?" 

Det var Tonny.  

"3-2-1, sådan!" sagde Drago og viftede med sin tryllestav.  

Der kom en lille røgsky frem og midt på gulvet stod ... en cykel.  

"Pokkers. Vent lige lidt, jeg prøver igen. 3-2-1, sådan!" 

Drago viftede med tryllestaven igen. Og tryllede en høj hat frem.  

"Arh, jeg er lidt ude af træning, men jeg kan altså godt. Øjeblik. 3-2-1, sådan!" 

Og så tryllede Drago en lampe frem. Og alle mulige andre ting. Det lykkedes faktisk aldrig rigtigt Drago at trylle en is frem, men det gjorde ikke noget, det var sjovt at se tryllekunster alligevel. Drago og Tonny spiste popcorn og drak sodavand og hyggede sig. Lige indtil Tonny kom til at kigge på timeglasset fra hans rygsæk. Sandet løb og løb, og der var ikke ret lang tid tilbage. Han fik en idé! 

"Drago? Vi er venner, ikke?" 

Drago bøvsede lidt, så der kom en smule ild ud af munden på ham - så Tonny var lige ved at miste manken.  

"Hov, undskyld, det er lidt svært at styre, det der ild. Men altså: Vi har ikke kendt hinanden så længe, men jo, vi er da totalt venner." 

"Vil du hjælpe mig med noget?" 

"Selvfølgelig!" 

"Fantastické. Tak, Drago. Kan du ikke lige pakke en taske. Vi skal nemlig afsted nu!" 

Drago og Tonny begyndte at gå.  

"Hvorfor er det nu vi skal hele vej hen til Ponyskolen, Tonny?" spurgte Drago.  

"Jeg vil fortælle de andre ponyer om, hvor vidunderlig og magisk verden er. Alt, hvad de skal, er at trave resten af deres dage. Kan du forestille dig det? At det var det eneste, du skulle i hele dit liv?" 

"Næh, for det lyder helt utroligt kedeligt." 

"Nemlig Drago, og derfor skal vi stoppe dem fra at trave for evigt! Jeg tænkte på en ting: Kan jeg egentlig ikke bare sidde på ryggen af dig, og så kan du flyve os derhen?" 

Drago se zastavil og så pludselig alvorlig ud.  

"Nej, DET går simpelthen ikke. Drager flyver ALDRIG med nogen på ryggen. Det gør vi bare ikke, det er en regel". 

Tonny stod lidt.  

"Ne. Nå men, så har jeg en anden plan: Vi følger bare samme vej som jeg kom, altså den modsatte vej end den jeg tog for at komme hen til din borg." 

Drago fløjtede. Det gjorde han tit, når nogen sagde noget klogt, og det gjorde Tonny tit. Tonny rodede i sin taske imens. Han fandt et par briller og et falsk overskæg, som han gav Drago på.  

"Hvad skal det til for?" spurgte Drago.  

"Vi skal lige forbi en ridder, som er ret vild efter at slå drager ihjel, så vi forklæder dig." 

"En ridder!" råbte Drago så højt, at ild kom ud af munden på ham, og han futtede toppen af et grantræ.  

"Han kan bare komme an! Drager er overhovedet ikke bange for nogen eller noget ... det skulle da lige være slanger. Men ikke riddere!" 

Tonny klappede Drago på skulderen.  

"Selvfølgelig er du ikke bange for noget, men vi har ikke rigtigt tid til at slås mod riddere. Vi skal hjem på Ponyskolen jo." 

Og så sneg Tonny og Drago sig forbi ridderen, der stadig stod og sang for prinsessen. Men ridderen hoppede ikke rigtigt på Tonnys snedige forklædning. Han kunne godt se, at Drago var en drage og trak straks sit sværd.  

"Nu er du færdig, drage!" råbte han.  

"Nå, så det er jeg?" sagde Drago og pustede sig op. Ridderen pustede sig også op og kom tættere og tættere på med sværdet fremme. Men lige inden de stødte sammen, hvinede prinsessen så højt, at alt glas i tårnet sprang, og både Drago og ridderen stope op. Tonny og prinsessen stillede sig imellem Drago og ridderen.  

"Hvad er det egentlig, I laver?" spurgte Tonny.  

"Han er en drage, og jeg er en ridder. Så derfor skal vi slås" sagde ridderen. 

"Hvorfor?" vyhrkl Tonny. 

"Hvad mener du? Jeg er en drage, og han er en ridder, og derfor skal vi slås," sagde Drago.  

"Sådan er det" sagde Drago og ridderen så i kor, hvilket de begge synes var lidt spøjst.  

"Kære ridder" brød Prinsessen ind. "Som jeg forstår det, har Tonny Pony og Drago Drage travlt med at komme hjem til Ponyskolen". 

"Ne," řekl jezdec. 

"Og det gik lige så godt med din skønsang," fortsatte hun. 

"Gjorde det?" sagde ridderen.  

"Ja!" sagde prinsessen.  

"Virkelig?" sagde ridderen.  

"Kan du se den lille vandpyt derovre?" fortsatte prinsessen og pegede på en meget lille pyt af vand. Ridderen gik over for at inspicere den.  

"Det er mine tårer, fordi jeg blev så rørt af den sang, du sang for mig." "To je můj zpěv," odpověděl jsem. 

"Gjorde du?" řekl Ridderen. 

"Ja! Du var godt på vej til at vinde mit hjerte, og hvis du fortsætter, kan vi leve lykkeligt sammen til vore dages ende." 

"Kan vi det? Det lyder da sådan set dejligt" sagde ridderen.  

"Så synger jeg videre, så snart jeg lige har klaret dragen her." 

"Nej! Jeg kan ikke forelske mig i en ridder, der vil slås mod så flot en drage som Drago," sagde prinsessen.  

Ridderen så mod Drago og så mod prinsessen. Så mod Tonny og Drago.  

"Synes I også, at jeg synger godt?" spurgte han. 

"Ja, bestemt!" sagde Tonny. 

"Nej, du synger dårligt," řekl Drago.  

"HVAD sagde du?" råbte ridderen og blev ildrød i hovedet igen.  

Tonny skyndte sig at stikke det ene ben i siden på Drago for at få ham til at forstå, hvad det her gik ud på. Drago se zasmál.  

"Altså ... du synger måske ikke så godt lige nu, men øvelse gør mester! Og hvis du vil vinde prinsessens hjerte, er det måske bedre, at vi to ikke slås, og at du i stedet øver dig på at synge videre." 

Tonny hviskede: "Godt reddet Drago." 

"Jeg sætter mig lige ned et øjeblik og lukker øjnene, jeg er blevet i tvivl om, hvad en ridders mål i livet er. Skal han kæmpe imod drager eller vinde prinsessens hjerte?" sukkede ridderen og satte sig op ad tårnet med lukkede øjne. Prinsessen blinkede til Tonny, som vendte sig mod Drago: 

"Jeg tror vi lister videre, Drago, så giver svaret på ridderens spørgsmål sig selv".  

Og så gik de væk fra tårnet og lod Ridderen tænke i fred, imens prinsessen aede ham blødt på kinden. Det, kunne ridderen godt mærke, var rart. 

Efter sådan en omgang med riddere og prinsesser, syntes Drago, det ville være rart med en pause, så man både kunne spise, slå mave, få en lille snack, en dessert og så slå mave og holde pause igen. Men det var der ikke tid til, for Tonny tjekkede timeglasset og syntes pludselig, at tiden gik frygteligt hurtigt, når der nu var så langt hjem. Tonny var i gang med at dele sine bekymringer med Drago, da han blev overdøvet af en meget høj snorken.  

"Det er troldmanden!" råbte Tonny og holdt hånden over munden, fordi han egentlig ville have hvisket det.  

"Han sover tit, fordi han har prøvet alting virkelig mange gange," hviskede Tonny.  

"Vi har ikke rigtigt tid til at sludre med ham. Det ville være allerbedst, hvis vi listede forbi, Drago. Kan du det?"  

Drago, der ikke ville skuffe sin ven eller virke som om, der var noget han ikke kunne finde ud af, nikkede. Og så listede de.  

Eller ... drager er er faktisk ude af stand til at liste. Så Drago løftede i stedet fødderne helt enormt højt, men da hans tunge dragefødder landede på jorden, lød der et brag. Og så et mere, da han satte den anden fod. Og sådan blev det ved, indtil troldmanden vågnede. 

"HVEM er det, der træder så tungt og vækker mig midt i min troldmandssøvn?" sagde han og iførte sig sine briller for bedre at kunne se.  

"Tonny? Du er tilbage? Og hvem er det du har taget med? En drage? Jamen dog! Jeg har ikke mødt en drage i over 200 år. Du er et pragteksemplar. Det må jeg sige." 

"Tak, du har også et ret flot skæg." sagde Drago. "Jeg hedder Drago."  

"Glemlis," řekl Troldmanden.  

"Det er hyggeligt at se dig igen, Glemlis, men vi har altså lidt travlt og må videre," sagde Tonny og pegede på sit timeglas. 

"Ja. Det er da klart, alle har travlt med noget. Og sådan skal det være. Men jeg har tænkt over det, du sagde med en hobby, Tonny. Vent lige ..." 

Glemlis gik ind i sit telt og rumsterede. Tonny så på Drago. 

"Det er nu. Lad os komme afsted." 

"Aj, det kan man ikke bare lige. Han vil vise os noget. Og desuden sagde han, at jeg var et pragteksemplar. Hørte du ikke det? Lad os se, hvad han finder på." 

Tonny satte sig ned og stirrede træt på timeglasset, der bare løb og løb, mens Glemlis kom ud af teltet med et bordfodboldbord.  

"Bordfodbold! En værdig sport til en værdig modstander. Hvad siger du, Drago? Skal vi spille?" 

"Det kan du lige bande på, at vi skal, makker. Sæt igang!" 

Og så spillede Drago og Glemlis bordfodbold. Faktisk spillede de så længe, at Tonny både nåede at få en lur, at rede sit hår, spise en let frokost med vingummi til dessert OG at skrive lidt i sin ponydagbog om alle de ting, han havde oplevet.  

Imens udspillede der sig en nervepirrende kamp imellem Drago og Glemlis. Pludselig grinede Glemlis.  

"Du, Drago? Du er en den bedste, jeg nogensinde har spillet mod i noget som helst. Derfor befaler jeg med min tryllestav, at du skal spille imod mig i 100 år!"  

Og så svingede han staven og lavede cirkler i luften. Tonny blev helt panisk, og det gjorde Drago faktisk også, for selv om det var sjovt at spille bordfodbold, så lød 100 år som lige lovlig lang tid, og der var også så mange andre sjove ting, Drago egentlig gerne ville prøve. Men Drago kunne jo også trylle, så han skabte sin egen besværgelse.  

"JEG dømmer mig til IKKE at spille i 100 år" sagde han og viftede med sin tryllestav.  

Og for en gang skyld virkede Dragos trylleri, lige som det skulle.  

Tonny var lettet, for så skulle hans ven ikke spille bordfodbold i 100 år. Men han blev også trist, da han så, hvor trist Glemlis blev. For Glemlis elskede at spille bordfodbold, og nu havde han ingen at spille med. Tonny tænkte, så det næsten knagede, og så kom det til ham. 

"Glemlis! Jeg har en ide. Du skal da trylle din egen modstander frem? En der er dygtig til bordfodbold og sjov og klog og måske også god til at bage kager og pandekager i pauserne imellem spil." 

"Det er da genialt!" råbte Drago, der blev så begejstret, at ild spyede fra hans mund og helt op til himlen. Glemlis så på Tonny. Han kunne ikke helt forstå, at en så lille pony kunne være så klog. Men Tonny havde ret. Glemlis tryllede en modstander frem. En som kunne alt det, Tonny havde sagt, og mere til. Og Tonny kunne tage sin ven med videre på rejsen mod Ponyskolen.  

Tonny og Drago kom til ørkenen, der strakte sig i flotte nuancer af gul og brun.  

Tonny pegede mod sørøverskibet længere fremme. 

"Kan du genkende det, Drago?"  

"Slet ikke. Jeg har aldrig set det før, Tonny. Og hvad laver det midt ud iørkenen? Skulle det ikke sejle på det store hav med vind i ryggen og kanonerne krydret med krudt?"  

Det forstod Tonny ikke et ord af. Det var jo Drago, der havde smidt skibet midt i ørkenen? Det havde Frida den Frygtelige selv fortalt.  

Tonny bankede på skibets skrog.  

"Frida? Det er Tonny Pony! Kom lige herud." 

Inde fra skibet råbte Frida. 

"Tonny! Er det dig? Hvor er jeg glad for at høre din stemme. Så overlevede du mødet med verdens mest frygtindgydende drage, der kan finde på at kidnappe stakkels uskyldige piraters sørøverskibe fra havet for at smide dem midt i ørkenen, hvor de ikke kan sejle nogle steder hen."  

Men da Frida kom op på dækket, faldt stemningen i ørkenen til frysepunktet, da hun så, at Tonny stod sammen med Drago. 

"Dav, Frido." 

"Dav Tonny." 

"Ved du, hvem der står her ved siden af mig?" 

Frida prohlásila, že je to těžké. 

"Det skal jeg sige dig, Frido. Det er dragen Drago." 

"Dav, Frido. Jeg hedder Drago. Det er da et værre rod du har rodet dig ud i her, hva'?" sagde Drago.  

Frida sagde stadig ingenting. Hun sank en meget stor klump og nikkede så.  

"Frido?" řekl Tonny. "Jeg tror ikke, at du nogensinde har mødt Drago før. Er det ikke rigtigt?" 

Frida se na něj podívala.  

"Og derfor talte du ikke sandt, da du fortalte mig, at det var Drago, der kidnappede dit skib fra bølgen blå og smed det i ørkenen, vel?" 

Dragos øjne blev store.  

"Det var godt nok bunduretfærdigt sagt, Frida! Det er folk som dig, der giver drager et dårligt ry." 

"Jeg ved det godt," zamumlala Frida.  

"Hvad siger man så, Frida?" řekl Tonny. 

"Undskyld, Drago" 

"Du skal da have en lærestreg!!! For den undskyldning er da slet ikke nok!" sagde Drago og spyede en ildflamme højt op i luften. 

"Jo," řekl Tonny. "Det er da egentlig fint nok, er det ikke?" 

Drago tænkte lidt.  

"Okay så. Undskyldningen er godtaget. Men gør det ikke igen." 

Frida rystede på hovedet, og så gik Tonny og Drago videre. Det sydede og boblede fra Dragos mund og røg steg op fra hans næsebor. For var der noget, Drago ikke brød sig om, så var det løgnere. Tonny så tilbage på Frida og så på Drago. Og vendte om og gik tilbage til Frida og spurgte, hvad der egentlig var sket med hendes sørøverskib.  

"Jeg kom til at holde mit skattekort omvendt, og så drejede jeg simpelthen forkert. Pludselig var jeg i ørkenen og kunne ikke komme fri af sandet. Det er ret pinligt for en sørøver, så derfor fandt jeg på det med Drago. Selv om det ikke passer. Det var dumt og jeg er virkelig, virkelig ked af det." 

Tonny så fra Frida til Drago og tilbage igen. Selv om Tonny ikke sagde noget, forstod Drago, hvad han skulle gøre. Tonny satte sig op til Frida på dækket, og inden hun kunne nå at spørge, hvad der foregik, begyndte skibet at bevæge sig! Drago skubbede det med sin snude! Og snart var Frida igen på vandet og kunne sætte sejl og kurs mod nye togter. Inden hun sejlede af sted, krammede hun Tonny og gav en sørøversalut til Drago i taknemmelighed.  

"Tak Drago, det var pænt af dig at hjælpe Frida," sagde Tonny, men Drago hørte ikke rigtigt efter. Han pegede.  

"Tak se vysměj. Der sidder en cowboy. Skal vi ikke snakke med ham? 

Tonny rystede ivrigt på hovedet.  

"Det har vi ikke tid til. Han taler meget længe om ting, der tager meget lang tid at fortælle om. Vi må videre!" 

Og så gjorde det det.  

Tonny og Drago befandt sig midt i en tætbevokset regnskov. Med kryb og kakerlakker og aber og tigre og vilde dyr. Drago kunne ikke lide det. Ikke på grund af varmen eller fugten eller tigerne. Næ, det var tanken om, at der kunne være slanger! For det var det ENESTE, Drago var bange for.  

Derfor blev Tonny nervøs for sin gode ven, da de kom til en lysning og en mand sad bag en krukke med lukkede øjne.  

"I kan ikke komme videre. For i denne krukke befinder sig verdens klammeste slange, og hvis I bevæger jer et skridt længere, så kommer den ud og æder jer," sagde manden og åbnede ikke sine øjne så meget som en milimetr. 

"Tak for kaffe, Tonny, så er vi vist dem, der er smuttet. Lad os gå tilbage og finde Frida og sejle langt langt væk," hviskede Drago og blev helt bleg.  

Tonny havde aldrig set Drago så bange, men han vidste også, at vejen gennem regnskoven var den hurtigste vej til Ponyskolen. 

"Jamen, vi skal forbi. Og hvor klam kan den slange egentlig være?" 

"RET klam." kom svaret fra manden. 

"Nå. Men der må være en måde, som gør, at vi kan komme videre," naléhal Tonny. Manden åbnede det ene øje for første gang og pegede på Tonny med sin meget lange fløjte. 

"Du vil danse om kap med min klamme lange slange - er det det, du siger? Eller måske vil din drageven prøve kræfter mod dens superrytmiske slangeryk?"  

Tonny så på Drago, som rystede voldsomt på hovedet. Tonny trak på skuldrene. 

"Jeg tør godt danse om kap. Drago spiller på sin ukulele, mens jeg danser, så kan du spille på din fløjte." Drago se usmál. 

Manden slog en hånlig latter op. Så bankede han to gange på låget af krukken, og kæmpestor slange stak hovedet frem.  

"Vi kører fire runder i højt tempo. Er du klar, pony?" gnækkede manden.  

Og så gik de i gang. Det viste sig, at slangen ganske vist var klam, men hold op, hvor kunne den bevæge sig! Men det kunne Tonny også.  

Dansekampen bølgede frem og tilbage, men selv om slangen faktisk slangede sig ret sejt, var Tonny foran på point, da de kom til sidste og afgørende runde. Men da blev slangen træt, for den havde faktisk aldrig danset så længe før - alle var altid blevet alt for bange for den og turde derfor slet ikke og løb hellere deres vej frem for at danse imod den. Slangen faldt derfor, lige så lang den var og lå så helt stille. Indtil den begyndte at slangesnorke. Tonny og Drago havde vundet! Manden pegede og sagde: 

"Jamen, så må I vel gerne gå videre." 

Tonny vendte sig stolt rundt til Drago. 

"Vi vandt! Der var slet ikke noget at være bange for, vel Drago? Drago? Hvor er du?" 

Drago var væk. Slangen havde været så uhyggelig, at han var flygtet af skræk.  

Tonny ledte og ledte efter Drago. Først den ene og så den anden vej. Han kiggede ned i jorden og op i trætoppene - alle de steder, hvor en drage kunne finde på at gemme sig. Men lige lidt hjalp det. Drago var væk. Tonny var lige ved at komme til at græde. Han skulle aldrig have tvunget Drago til at blive sammen med slangen. De skulle være gået en anden vej, som Drago havde foreslået. Nu havde han mistet sin bedste ven. 

Tonny gik af sted med tunge skridt. Efterhånden begyndte regnskoven at tynde ud, og Tonny kom til en stor købmandsbutik. Tonny trådte indenfor.  

"Farvel, farvel," sagde damen bag disken.  

"Øhm, hej. Jeg hedder Tonny, jeg har brug for et eller andet, så jeg hurtigt kan lede efter min ven Drago. Måske en cykel. Eller en racerbil. Eller allerhelst et fly. Har du det?" 

"Det kan du selv være," odpověděla žena. Tonny kløede sig i manken. Det gik ikke så godt, det her.  

"Har du et fly, jeg kan købe?" 

"Nej," sagde damen, mens hun nikkede ivrigt og fandt en porre, som hun stolt lagde frem på disken.  

Tonny var ved at miste tålmodigheden, han havde jo ikke brug for en porre, han havde brug for et fly.  

"Nej, jeg har brug for et fly. F-L-Y," řekl Tonny meget langsomt og tydeligt. Damen pegede bare glad på porren. Tonny se usmál. Okay, købmandsdamen talte åbenbart et meget særligt sprog, som lød meget som Tonnys, men hvor alting bare hed noget helt andet.  

"Okay ... har du en skovl?" 

Damen rodede rundt på hylderne bag sig og smed en elektrisk tandbørste på disken.  

"Hvad med en pakke tyggegummi?" 

Damen nikkede ivrigt og rakte en skruetrækker frem mod Tonny. 

"En tryllestav?" 

Frem kom en potteplante.  

Sådan blev det ved meget, meget længe. Tonny sukkede, han var træt, og damen bag disken var også ved at være udmattet. Tonny besluttede sig for, at han ville prøve én gang mere, og ellers måtte han opgive og forsøge at finde Drago til fods. Han tænkte længe.  

"Rosenkål?" 

Damen rystede på hovedet - men det kunne jo betyde hvad som helst - og rumsterede rundt under disken. Og trak så en stor æske med et fly frem! 

"Hurra!" råbte Tonny og skyndte sig at betale. Med en kage, han havde i tasken, som damen kaldte en hat, men det kunne jo være ligemeget.  

Udenfor butikken skyndte Tonny sig at åbne æsken. Åh nej, det var et samlesæt. Det var han ikke sikker på, at han kunne finde ud af. Æsken var helt enorm, og manualen utroligt lang. Tonny begyndte at læse og bladre og så, at de første mange sider gik med advarsler om, alt det der kunne gå galt, hvis man fløj i flyveren. Det var mange ting. Så gik der rigtig mange sider med at fortælle om, hvordan dem, der havde lavet flyveren, ikke var ansvarlige for en eneste af de ting, der kunne gå galt i flyveren, hvis man fløj i den.  

På sidste side var der tre billeder med tre dele. De tre dele skulle sættes sammen, og så var flyveren klar til at flyve. Tonny tænkte, at det var lidt besynderligt. Men han gjorde, som der stod, og så var flyet klar. 

Rummet var et meget stort sted, det vidste Tonny jo godt. Men Drago var også en meget stor drage, så Tonny håbede, at Drago fløj rundt deroppe et sted, og Tonny ville finde ham hurtigt. Tonny lukkede øjnene og ønskede, at han snart ville se sin ven igen. Så trykkede han på startknappen, og flyet prustede og hostede, som det begyndte at rulle hurtigere og hurtigere afsted, indtil det lettede. Tonny styrede det direkte op imod rummet, han ville ikke komme tilbage, før han havde fundet sin allerbedste ven.    

Tonny fløj højere og højere op i rummet. Der var smukt deroppe med planeter og stjerner og rumtåge. Men der var ingen Drago. Og snart begyndte Tonny at tænke, at det måske var en fejl at lede helt oppe i rummet, Drago havde jo selv sagt, at han kun fløj i de allermest nødvendige situationer. Hvad nu hvis han stadig rendte rundt ned i regnskoven og var faret vild? 

Mens Tonny begyndte at tvivle, begyndte flyveren at larme på en måde, som Tonny ikke brød sig om. Så da han nærmede sig en meget farverig planet, besluttede han sig for at lande. Det var heldigt, at han gjorde det, for ikke mange sekunder efter, at han var landet, lød et højt brag, og flyverens motor skød lige ud i rummet og forsvandt ud i ingenting. Så for den. Hvordan skulle Tonny nu komme tilbage til Drago og Det Magiske Land Oven På Skyerne? Tonny så sig omkring. 

"Haló? Er her nogen?" 

"Jada," lød en stemme.  

"Hvem er du, og hvor er du?" 

En elegant enhjørning dalede ned på planeten til Tonny. Omkring ham dansede der partikler af guldstøv.  

"Kan du hjælpe mig, enhjørning?" 

"Måske, men kun hvis du kalder mig Florian, for det er mit navn. Florian Flottenheimer." 

"Dobře, Floriane, jeg hedder Tonny Pony, og jeg leder efter min ven Drago. Men jeg har fløjet rundt i hele rummet, og jeg kan ikke finde ham nogle steder, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre? Kan du hjælpe mig?" 

Enhjørningen hørte vist ikke rigtigt efter, han havde travlt med at kigge sig i et spejl.  

"Har du lagt mærke til min manke? Er den ikke flot? Jeg er begyndt at bruge en ny shampoo." 

"Din manke er rigtig flot. Men det var Drago, vi kom fra?" 

"Nå ja. Øjeblik." 

Enhjørningen Florian gik ud i sit skur og ledte lidt. Han kom tilbage med en kikkert. 

"En kikkert! Genialt, så kan jeg lede efter Drago," vrinskede Tonny glad.  

"Ja, jeg er ret genial. Og flot. Synes du ikke?" spurgte Florian.  

"Jo jo, bestemt," mumlede Tonny, mens han kiggede sig omkring med kikkerten. Han så skove, marker, ørkener, bjerge og islandskaber. Men ingen Drago. Indtil ... jo ... der var han! 

Tonny havde fundet Drago. Drago sad i en skov og spillede på sin ukulele, mens han så meget trist ud. Tonny dal Florianovi den største krammer og takkede ham. Men så blev han trist. For han kunne jo ikke komme ned til Drago, for flyveren var gået i stykker.  

"Øjeblik," sagde Florian, kastede med sin luftige manke og gik ud i skuret.  

"Se nu her. Jeg er både genial og flot, og jeg har sandelig også en raket. Lige til at spænde på flyet, så du kan komme hjem." 

"En raket. Det lyder lidt ... farligt. Er du sikker på, at det virker?" spurgte Tonny forsigtigt.  

"Der er kun en måde at finde ud af det på," řekl Florian.  

Tonny nikde. Og klatrede op i flyet igen. Der var kun en måde at finde ud af det på. Han måtte være modig, for han ville tilbage til Drago. Så trykkede Florian på raketknappen på en fjernbetjening, og Tonny fløj ud i rummet med lynets hast og et brag, der kunne høres i alle galakserne.

Tonny kom tættere og tættere på Det Magiske Land Oven På Skyerne. Og jo tættere, han kom, jo hurtigere fløj han, og jo varmere blev hans flyver. Faktisk blev den så varm, at der gik ild i vingerne, og i samme øjeblik opdagede Tonny, at bremserne ikke duede.  

"PAAAAAAAAS PÅ, DRAGO!" råbte han. Men Drago nåede ikke at reagere.  

Den brændende flyver ramte direkte ned i det træ, som Drago sad under. Og der gik ild i det, mens Tonny ploppede ned fra den ene gren til den anden. Da Tonny ramte skovbunden, stod alle træer i nærheden af ham i flammer! Drago havde fået sådan et chok, at han begyndte at spytte ild alle vegne. 

"Drago! Drago! Det er mig! Tonny!" 

"Tonny? Gamle makker? Er det virkelig dig?" 

De to venner krammede, som kun rigtig gode venner kan. Varmt, langt og blødt.  

"Jeg mødte en købkvinde, der forstod alting skævt og omvendt, og som var umulig at snakke med, og så fløj jeg op i rummet for at finde dig! Men i stedet mødte jeg en enhjørning, der havde en stjernekikkert og en raket, og så fandt jeg dig og så ... hvad skete der egentlig med dig?" sagde Tonny helt forpustet.  

Drago trak på skuldrene. 

"Nåh, jeg skulle bare ..." 

"Tisse?" 

"Ja! Og da jeg kom tilbage, så var du væk." 
"Ja, for du var i hvert fald ikke bange for den lange klamme slange vel?" 

"Na-haj!" sagde Drago med fast mine.  

Tonny se usmál.  

"Hvad var det for en sang, du spillede på ukulelen?" 

"Nå, ikke noget ... det var bare ..." 

"Du så lidt ked ud af det ud, mens du sang, så du behøver ikke at synge den igen. Men måske kan du fortælle mig, hvad teksten var." 

Drago kiggede ned i jorden og sagde så helt utroligt hurtigt: 

"Tonny, Tonny, min allerbedste ven, jeg smelter i sorg, hvis jeg ikke ser dig igen."  

Tonny lagde sin hånd på Dragos og klemte lidt, og så snakkede de ikke mere om det. Og så blev der sådan lidt mærkeligt stille. Heldigvis kom der en hestevogn skramlende. I den sad en trup af cirkusartister. De stope, da de så Tonny og Drago, for det er da ikke sådan lige hver dag, man lige løber ind i en drage og en pony.  

"Vil I med til middelaldermarked?" spurgte lederen af truppen. Tonny og Drago vidste godt, at de havde travlt, men blev også enige om, at de havde brug for at grine sammen, og så sprang de ombord på hestevognen og ankom til et middelaldermarked i et kongerige, hvor kongen både havde en meget flot kappe og en endnu flottere krone.  

Tonny og Drago skød med bue og pil og havde det superhyggeligt. Bagefter lavede Drago fribrydning mod de stærkeste typer i kongeriget, og inden han havde set sig om, havde Drago både vundet lansekamp til hest og sværdkamp til fods. Faktisk var Drago så god til alting, at Kongen kronede ham som hans egen personlige væbner.  

Tonny blev faktisk helt rørt, da han så, hvor stolt Drago så ud med sin egen kappe, våbenskjold og sværd, mens han sad ved siden af kongen til vinderceremonien.  

Tonny tjekkede sit timeglas. Han havde ikke meget tid, og selv om det gjorde lidt ondt, så måtte Tonny videre. For det var jo præcist denne slags eventyr, som han ville have, at de andre ponyer skulle opleve.  

Nu var Tonny alene igen, og selv om det var trist at forlade Drago, så forstod han faktisk godt, at Drago syntes, det var totalt sejt at være blevet kongens tro væbner. Det var aldrig sket for en drage før, så det var virkelig noget at være stolt af.  

I mellemtiden havde Tonny travlt. For han skulle jo hjem til Ponyskolen, så han kunne fortælle om den store fede verden, han var på eventyr i. Der var ikke langt nu, for han var i skoven, der grænsede op til skolen. Godt nok var skoven helt utroligt stor, men der var stadig sand i timeglasset, så mon ikke det gik, tænkte Tonny, som han gik igennem en specielt tæt del af skoven fyldt med grantræer.  

Netop der ramte den sirligste duft Tonnys næsebor; en stærk og lækker duft af kanel og hindbærtærte fyldte luften og mindede ham, om hvor glad han var for kage, men også hvor sulten han var. Så Tonny gik i retning af duften.  

Han kom til et hus - et hus, der var formet som en kage! Wow!  

"Det her er lige noget for mig," tænkte Tonny og ringede på. Døren åbnede, og så fik Tonny sig noget af et chok. Det var nemlig en stor grum trold med skarpe og savlende tænder, der åbnede. 

"Hejsa! Kom du indenfor og sæt dig tilrette. Du vil gerne have noget lækker tærte, ikke? ALT hvad hjertet begærer er herinde. Kom bare!" Trolden brød ud i et rallende grin, så Tonnys knogler nærmest raslede.  

Tonny var bange, meget bange. Tonny synes egentlig selv, at han var ret modig, han var ikke bange for drager eller vampyrer eller hekse ... jo, måske lidt for hekse ... men trolde, dem kunne han slet ikke have. Tonny tog et lille skridt tilbage, og så spænede han alt, hvad han kunne, væk fra den farlige trold. Mens Tonny løb, kom tårerne. For han var bange og ensom og ville hjem, og han savnede Drago og en at snakke med og en at sige højt til, at man var bange, og så var det ikke så slemt alligevel jo. Men nu var han alene og vist også faret vild og ville bare væk fra den trold. Så han lukkede øjnene og løb og løb og løb og løb. Og med et brag ramte han ind i noget stort og hårdt og blev væltet omkuld. 

"Hvor meget værre kan det blive?" tænkte Tonny og åbnede øjnene for at se, hvad han var væltet ind i. 

"Tonny! Dér var du, makker," sagde Drago og gav sin bedste ven en kæmpe bedste vens-krammer.  

"Hov, du har grædt. Hvad er det sket, der har gjort dig ked af det?" 

"En trold. Jeg er så bange for trolde, Drago og ham her, han var simpelthen så uhyggelig, og jeg er sikker på, at han ville spise mig, OG han lokkede mig med det, der er allersværest at sige nej til: Kage! Og tærte! 

Drago så tænksom ud. Tonny kunne se Dragos næsebor syde og boble, og der kom røg ud af dem. 

"Sådan en nederdrægtig trold! Han kan da LIGE vove på at spise dig. Hvad bilder han sig ind? Du er jo bare en sød og rar og ret så venlig pony, klog er du tilmed også. Og så lokker han dig med kage og tærte? Næh nej, du. KOM med mig!" 

Og så løftede Drago Tonny op i sin hånd og gik afsted med ham, mens han forlangte, at Tonny viste vej, selv om Tonny protesterede.  

"Han er altså ret farlig, Drago." 

"Ja, det er da klart. Det er trolde jo. De er livsfarlige! Men Drago her har også et par tricks op i drageærmet. Nu skal du bare se." 

Tonny var ikke meget for det, men han viste alligevel vej, og snart stod de og ringede på hos trolden igen. Han åbnede med det samme uhyggelige grin og en endnu mere lækker tærte end før. Med jordbær! 

"En drage? Lækkert! Jeg mener hyggeligt," ušklíbl se trolden.  

"Kom indenfor begge to, der er masser af plads i min ovn ... jeg mener ved mit kagebord. Jeg håber, I er sultne, for det er jeg i hvert fald!"  

"Ikke så hurtigt, mester," řekl Drago. "Jeg ved godt, hvad du har tænkt dig. Lige så snart, vi kommer indenfor, så ryger vi i din troldeovn, men næ nej makker, den duer ikke du. For den her drage kender alt til trolde - og desuden kan jeg trylle, så tag den!" 

Og så tryllede Drago. Hvad det egentlig var, han havde tænkt sig, vidste hverken Tonny eller trolden, men da han viftede med sin tryllestav, fik trolden en vældig smart grøn filthat med en stor orange fjer på.  

"Øhm. Tak, drage, den er jeg da glad for," grinede trolden, mens savlen dryppede fra hans mundvig. Tonny tog tre lange skridt tilbage imod skoven.  

Drago viftede videre med tryllestaven, men det var stadig ikke rigtigt til at sige, hvad han egentlig prøvede at trylle frem. I hvert fald fik trolden en gul halsklud af silke, et par knæbeskyttere og en ishockeystav. De var allesammen med til at gøre trolden fin og cool, men de hjalp sådan set ikke på at mindske troldens appetit - eller den måde dens glubske øjne stirrede på Tonny.  

Og så. På femte forsøg skete der noget. Noget, der gjorde trolden helt varm og inderlig i blikket.  

Drago tryllede et par uldsokker frem, som gled op på troldens store fødder. 

"Hvad sker der med ham?" hviskede Tonny.  

"Grunden til, at trolde altid er så onde, er, at de altid fryser noget så frygteligt om tæerne. Skaf et par specielt varme sokker, der passer, og så er de blide som lam."  

Trolden så op, og Tonny var lige ved at tro, at han græd af lykke. 

"Vil I ikke med ind og have lidt tærte som tak?" sagde trolden.  

"Desværre trold, vi har simpelthen ikke tid. Men det var sødt af dig," řekl Tonny - helt uden at være bange.  

Og så begyndte de to venner at gå videre. Efter et stykke tid spurgte Tonny. 

"Drago? Skulle du ikke blive hos kongen som hans tro væbner? Og lave alle mulige seje ting?" 

"Tjo, det skulle jeg egentlig. Og det gjorde jeg også. Indtil jeg ikke gjorde det mere." 

"Hvorfor?"  

"Fordi jeg savnede min lille fine pony." 

"Mig? Savnede du virkelig mig?"  

"Ja da. Du er den bedste. Og jeg håber, at du ikke er bange for trolde mere." 

Tonny se usmál og blev helt varm indeni. Ikke fordi Drago havde lært ham, hvordan man skulle klare en trold og derved overvinde sin største frygt, men fordi det gjorde ham lykkelig at vide, at der var en der holdt af ham, som Drago gjorde. Tænk at hans bedste ven var en drage. Det glædede han sig til at fortælle de andre ponyer. 

Skoven var blevet tæt, og Tonny blev pludselig helt stille, hvilket slet ikke lignede ham. Drago forsøgte sig med et par vittigheder og trylletricks, men Tonny hørte simpelthen ikke efter og så ikke andre steder hen end lige direkte frem med øjnene knebet godt sammen.  

"Du Tonny? Hvad sker der? Du er helt stille og siger ingenting? Er der noget galt?" 

“Shhhh….. Skovens træer bliver spidse, og disen lægger sig over os. Det er her, heksen bor, og hun siger at jeg har snydt hende, så vi må være meget på vagt." 

"Hæ-hæ-hæ-hæ!" lød det så et sted blandt træerne. Tonny for sammen og så sig omkring mens Drago gjorde det, drager er bedst til, når der er fare på færde. Han skød brystet frem, hev halen op og futtede små flammer ud af munden. 

"Drago. Du bliver nødt til at beskytte mig. Hun kommer for at fange mig ..." 

Tonny nåede ikke at sige mere, før der lød et brag, og et lyn slog ned i et træ. Tonny fik så stort et chok, at han lukkede øjnene. Og da han åbnede dem igen, befandt han sig på en badering midt i en flod. 

"Farvel, lille pony! Og tak for at have bragt en drage til mig. Ham er jeg glad for!" Heksen stod på bredden og grinede fælt, mens hun vinkede af Tonny. Drago var væk. Heksen måtte have kidnappet ham! Og nu sejlede Tonny her på floden, der ledte ham væk fra Drago - og Ponyskolen for den sags skyld. Han måtte gøre noget. Men hvad? Han tog sin taske frem og rodede igennem den. Der var rigtig mange spændende ting, som var sjove at lege med, men ikke noget Tonny kunne bruge lige nu. Eller ... Tonny fandt Dragos ukulele frem. Tonny var ikke meget for det, for Drago jo var så glad for den, men han havde ikke andet valg, så han brugte den til at padle ind til flodbredden igen.  

Det var svært sådan at padle imod strømmen og så med en ukulele som åre, men Tonny brugte alle sine kræfter og tænkte på sin ven, som heksen havde kidnappet. Det skulle hun ikke slippe godt fra! 

Endelig kom han ind til bredden og listede efter den uhyggelige dis og heksens fæle grin, der kunne høres i det fjerne. Da Tonny kom til heksens del af skoven, så han, at Drago sad i et bur. Heksen var ved at brygge en suppe i sin gryde, der lugtede forfærdeligt, og Tonny kunne ikke udelukke, at Drago ville ende i gryden, så tiden var knap. 

Men hvordan skulle han redde Drago? For heksen havde stor magi, og Tonny var jo bare en pony. Men så fik Tonny en idé. Baderingen! Den kunne han bruge. Han listede så stille, han kunne, om bag heksen. Tonny fik øjenkontakt med Drago og skyndte sig at gøre tegn til, at Drago skulle lade som ingenting. Drago forstod meldingen med det samme og begyndte at fløjte. Som man jo gør, når der ikke er nogen som helst fare på færde.  

Heksen kiggede op fra gryden. 

"Mmmh, dragehalesuppe ... det bliver lækkert!" grinede hun og fandt en stor saks frem. Men inden hun nåede at klippe noget som helst, skete der noget. Tonny sprang frem og pressede baderingen ned over heksen, så hun ikke kunne bevæge armene og tabte sin tryllestav. Heksen så først overrasket ud, og så råbte hun surt af den lille pony, da det gik op for hende, at hun var fanget af baderingen og ude af stand til at bruge sin magi.  

Tonny fandt nøglen til buret og lukkede hurtigt Drago ud. Men hekse skal man være varsomme overfor, så for en sikkerheds skyld puffede Tonny heksen ind i buret og låste det. Tonny vidste, at luften i baderingen ville sive ud på et tidspunkt, så heksen ville snart være fri igen, og så var det en ekstra god ting, at hun så også skulle komme ud af sit bur - og på det tidspunkt skulle ham og Drago gerne være langt væk.  

Drago og Tonny gik videre af velkendte stier i skoven. Drago var lykkelig over at være blevet lukket ud af fangenskab og over, at han stadig havde sin flotte dragehale. Han var også meget imponeret over, hvor sej og modig Tonny havde været. Selv da Tonny fortalte at Dragos elskede ukulele var blevet gennemblødt, fortrak Drago ikke en mine.  

"Den hænger vi bare til tørre i solen, makker, så er den god igen". Og det var så præcist det, de gjorde. De hængte ukulelen fra Tonnys taske, så den blafrede i vinden og tørrede i solen, imens de gik.  

Ukulelen var blevet tør, og det fejrede Drago ved at spille en sang om ham og Tonnys eventyr indtil videre. Tonny hev en pose popcorn frem og var faktisk ret dygtig til at ramme Dragos mund, mens dragen gik og sang ved siden af ham. Men netop som de gik og hyggede sig, hørte de pludselig en utroligt høj rumlen igennem træerne. 

"Hvad var det, Tonny?" 

"Det er nok vampyren. Han er altid sulten, så hans mave rumler helt forfærdeligt højt". 

"Hvad er en vampyr?" 

"Det er sådan en lidt genert type, der går i silke og er lidt stille af sig." 

"Hvorfor er han er stille? Og hvorfor går han ikke bare ud og finder noget mad, hvis han er sulten?" 

"Godt spørgsmål, Drago, men det er ikke så nemt for vampyrer at gå rundt udenfor. Ser du ..." 

Tonny skulle lige til at forklare, hvordan det egentlig fungerede med vampyrer, men Drago, der elskede mad højere end noget andet, styrtede frem mod den rumlende lyd fra vampyrens mave med ordene: 

"Er der noget der er synd, så er det, når nogen er sultne som den vampyr der. Vi må hjælpe ham!" 

Tonny halsede efter, så godt han kunne, men det var ikke nemt, for Drago havde virkelig fart på. Da Tonny kom til lysningen med grotten, stod Drago allerede og kiggede ind. 

"Haló? Vampýr? Er du der?" 

"Ja," hviskede vampyren. "Jeg er her skam. Og jeg er frygtelig sulten."  

"Det skal vi nok fikse," řekl Drago kækt.  

"Men ... jeg kan slet ikke se dig. Ville det ikke være rart, hvis der ligesom kom lidt lys herind i din mørke grotte. For man kan ikke lave mad uden et bål, og det er da i det hele taget irriterende ikke at kunne se en pind. Nu finder jeg lige min tryllestav og så ..."  

Tonny spænede frem mod Drago for at stoppe ham, men inden han nåede at sige noget, svingede Drago tryllestaven. Og for en sjælden gangs skyld ramte Drago plet i første forsøg med sin magi. Med et var der kommet spotlys, gulvlamper, bordlamper og endda en lysekrone i grotten. Der var også kommet en lænestol, man kunne flade ud i og et spisebord med stole, så man kunne invitere til store middagsselskaber. Drago var meget imponeret over sig selv, men vampyren var ingen steder at se.  

"Vampýr? Vampyyyyyr? Hvor er du?" 

"Ehm. Heromme." Drago vendte sig og kunne i skyggerne af en egetræsstamme ane en elegant skikkelse i silke af sort og rødt.  

"Hvorfor står du der? Hvorfor smider du dig ikke i din nye lænestol og hygger dig med en bog?". 

"Fordi jeg ikke kan tåle lys," hviskede vampyren. Og lige efter rumlede hans mave så højt, at Drago næsten fik et chok.  

"Nå. Det vidste jeg slet ikke. Det skulle du da bare have sagt. Jamen, det må vi gøre noget ved. Men først skal vi gøre noget ved den rumlende mave der. Hvad kan du godt lide at spise? Jeg kan næsten lave alt?" 

"Hot dogy," kom det fra vampyren.  

"Åh, sådan en har jeg ikke fået længe. Og kransekage, hindbærsnitter og chokoladecroissanter. Rødt saftevand. Lakrids. Og så lidt candyfloss måske. Hvis det altså ikke er for meget at bede om."  

Det var jo sådan set en hel del at bede om, men Drago havde dårlig samvittighed over, at han var kommet til at smide vampyren ud af sit hjem. Det ville han rette op på, men først tryllede han al den mad, vampyren havde bedt om, frem.  

Tonny prøvede flere gange at afbryde, men han vidste, at noget af det eneste, der kunne gøre Drago irriteret, var, hvis man kom imellem en drage og hans måltid. Så derfor måtte Tonny anstrengt se på, imens Drago sirligt gjorde sig umage med at anrette den ene af vampyrens bestillinger efter den anden. Drago serverede hot dogs og de andre retter ved et bord med dug i skyggerne med stor høflighed og hældte fire forskellige slags rød saftevand op, så vampyren selv kunne vælge. Da vampyren havde spist, dryppede der rød saftevand ned fra hans spidse hugtænder, og hans ansigt brød ud i et saligt smil.  

"Tak pro blázny, Drago. Det var en sand fornøjelse at nyde dine evner i et køkken. Jeg har aldrig fået så god en hot dog eller så udsøgt en hindbærsnitte. Jeg må simpelthen have opskriften."  

Tonny prøvede igen at afbryde, men lige lidt hjalp det, for vampyren og Drago snakkede ivrigt videre om mad og kogekunst og restauranter hen over hovedet på Tonny. Tonnys normalt så milde blå farve i ansigtet, gik over i turkis og så til mørkeblå, som han blev mere og mere desperat.  

Imens snakkede Drago videre.  

"Men kære vampyr, vi er slet ikke færdige endnu." 
"Je to tak?" 

"Nej da, for vi skal jo også snakke om din grotte, og hvordan vi får den gjort mørkere, men beboelig og hyggelig samtidigt".  

Nu fik Tonny nok og råbte: 
"DET HAR VI IKKE TID TIL! VI SKAL VIDERE, OG DET SKAL VÆRE LIGE NU!"  

Drago havde aldrig set Tonny sådan før, og i ren refleks glemte han alt om sine planer for vampyrgrottens lysdesign og indretning. I stedet løb han efter Tonny, der allerede var godt på vej videre i skoven. Da Drago fik indhentet Tonny, spurgte Drago, om ikke det var synd for vampyren, men det havde Tonny simpelthen ikke tid til at svare på, for de havde virkelig travlt nu, hvis de skulle nå til Ponyskolen, før det var for sent.  

Tonny og Drago nåede til broen i skoven, og Tonny tog med det samme styringen. 

"Drago? Den her klarer jeg. Der er en ninja, der vogter broen. Han vil spørge om noget, og jeg kan svarene. Vi har meget lidt tid til at komme til Ponyskolen, så vi skal skynde os!" 

Drago syntes godt nok, det var ved at være lidt for spændende det her. Mon de nåede det? Mens han tænkte, sprang den lille ninja pludselig frem. Og pegede med sit sværd på Drago.  

"Tonny HAR svaret på mit spørgsmål, så hvis I skal have lov til at krydse broen, så skal DU svare på et spørgsmål, drage!" 

"Ja. Jo. Altså, jeg kan da prøve," sagde Drago.  

Ninjaen tog en dyb indånding, kneb øjnene sammen og sagde så: 

"Hvad er ... din livret!" 

"Åh, det var godt nok et svært spørgsmål. Altså, det er næsten det værste, du kan spørge mig om." 

Drago kunne faktisk slet ikke lide at vælge eller sige, at noget var bedre end andet. Men SPECIELT ikke når det kom til mad. Han vidste da for eksempel ikke, om han bedre kunne lide jordbærsyltetøj end hindbærsyltetøj. Og blåbær og solbær smagte jo også godt. Og kunne han bedre lide pizza end spagetti? Han kunne jo også lide østers og falaffel og tzatziki og kartoffelmos og ostemadder. Men hvad kunne han bedst lide? Det kom jo helt an på, hvilket humør man var i.  

Drago blev så nervøs over at skulle vælge EN ret over alle andre, at han kneb øjnene sammen og tænkte så meget, som han overhovedet kunne.  

Men det hjalp ikke. For da han åbnede øjnene igen, så både Tonny og ninjaen helt fortvivlede ud. Drago var nemlig blevet så nervøs, at han uden at tænke over det havde åbnet munden og var kommet til at brænde broen af! Nu kunne de jo ikke komme over den.  

Det var ikke godt, for de havde virkelig ikke meget tid. Ninjaen var blevet både ked af det og ret sur, og Tonny satte sig tungt ned ved et træ og trak timeglasset op ad sin taske. Der var kun ganske få sandkorn tilbage i den ene ende.  

Tonny var lige ved at græde.  

"Nu får jeg ikke stoppet mine venner fra at blive travheste for evigt. Og jeg får heller ikke fortalt dem, hvor fantastisk og eventyrlig verden herude er. Den synes jeg jo, de skal opleve, ligesom jeg har - i stedet for bare at trave dagen lang." 

Det kunne Drago godt forstå. Drago var ked af, at hans ven var ked af det. Og han var endnu mere ked af, at det faktisk var hans skyld. Men han skulle nok gøre det godt igen. Drago tog et par skridt tilbage og så sig omkring. Han varmede fødderne op ved at lave spor i skovbunden, og så rømmede han sig og så på sin bedste ven. 

"Tonny? Du kan bare hoppe op på ryggen af mig. Hvis du vil. Og så kan vi flyve til Ponyskolen, det er både hurtigt og sjovt og helt sikkert og slet ikke farligt". 

Tonny kunne ikke helt tro på, hvad han hørte. Han så med store øjne op pDrago. 

"Men Drago? Du flyver jo aldrig med nogen på ryggen? Det gør drager jo ikke? Det sagde du selv?" 

"Ja, det sagde jeg. Jeg har heller aldrig gjort det og ville aldrig gøre det for andre end dig, Tonny."  

"Virkelig?" 

"Je to tak. For du er min allerbedste ven. Og du har reddet mig fra en heks og haft mig med på det allerbedste eventyr nogensinde. Så spring op nu, og så lover jeg, at vi kommer til Ponyskolen, inden det er for sent."  

Tonny klatrede op på Dragos ryg. 

"Hold godt fast, makker," sagde Drago og så tog han et langt tumlende tilløb og bragede mod et træ. Lige inden han bankede ind i det, steg han direkte til vejrs og op, op, op i himlen. Tonny holdt godt fast, for det gik stærkt, og blæsten piskede ind i ansigtet på ham.  

Men nede på jorden var ninjaen stadig rasende: "Hvad med min bro?" skreg han.  

"Kom tilbage, slyngler!" Men Tonny og Drago var væk. Til gengæld kunne ninjaen med sine skarpe ninjaører pludselig høre en kvist knække i skovbunden. Han sprang frem mod lyden, som kun ninjaer kan - med farlig elegance.  

"Hvem der? Jeg kan godt se dig. Jeg er nemlig en ninja, og os er der ingen, der kan gemme sig fra eller narre," råbte ninjaen. Bag et træ stak et hoved frem. Det var vampyren.  

"Det er bare mig. Vampyren." 

"Hold da op, jeg hørte dig næsten ikke. Du er virkelig god til at liste! Tror du, at du kan lære mig det?" 

Vampyren nikkede.  

"Det tror jeg bestemt. Måske kan du lære mig at slås med sværd til gengæld? Det har jeg altid drømt om at prøve." 

"Sagtens," sagde ninjaen, og de gik straks i gang med at undervise hinanden. Faktisk havde de det så sjovt, at ninjaen helt glemte at være sur over det med den afbrændte bro. 

Oppe i himlen kunne Tonny fra Dragos ryg se alle de vidunderlige, vilde, skøre og farlige steder, de havde været. Fra ørkenen til middelaldermarkedet, fra heksesumpen og troldehuset (som Tonny allerhelst ville glemme), til stranden, der ledte ud til havet, hvor Frida den Frygtelige nu sejlede rundt med kanonerne fulde af krudt.  

Men så kom Tonny tanke om, at han faktisk ikke havde tid til at nyde udsigten. Der var næsten ikke flere sandkorn i timeglasset. 

"Prdni si, Drago! Ellers når vi det ikke!" řekl Tonny. Drago se na konci bolestivě usmál. 

"Der! Derned, Drago, hurtigt!"  

Tonny pegede, og Drago skiftede retning. Paraden var allerede i gang, og ponyerne travede i takt mod podiet, hvor de med venstre hov skulle skrive under på, at de ville trave i takt i Ponyskolens tjeneste resten af deres dage. Ronnie var først i køen. Han dyppede højtideligt sin hov i det blå blæk og bevægede den ned mod papiret. 

"STOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOP!" lød det så pludseligt ovenfra. Alt blev stille, og ponyerne så på hinanden med forvirrede ansigtsudtryk. Så kom braget. Et brag som kun en drage, der lander, kan frembringe. Støvet hvirvlede op, og alle ponyerne kom til at hoste voldsomt.  

Da støvet havde lagt sig, så alle ponyerne Tonny - og Drago! Ponyerne havde aldrig set en drage før, og de havde måske nok troet, at sådan en var lidt større og lidt mere faretruende, men de blev stadig bange og krøb ind til hinanden i en stor, rystende klump.  

Det var Connie, der først fik taget mod til sig.  

"Hej Tonny. Du er tilbage? Og du har taget verdens farligste drage med. Øhm ... hvad laver I egentlig her?" 

"Vi er kommet for at stoppe jer!" sagde Tonny med fast stemme.  

"Stoppe os? Fra hvad dog?" råbte alle ponyerne i kor.  
"Fra at trave i takt resten af jeres liv. I ved slet ikke, hvad I går glip af. Venner? Det her er Drago." 

"Halløjsa, hej hej, buenos dias, bon jour og guten tag," sagde Drago venligt og prøvede at se så lidt farlig ud, som han overhovedet kunne.  

Ponyerne så stadig skræmte ud, men også lidt nysgerrige. Tonny fortsatte: 

"Ser I, I troede at verden var et skarpt og spidst sted, hvor man kan slå sig. Og jo, der er selvfølgelig steder, hvor lige det kan ske. Men verden er også stor, smuk og vidunderlig og så er den fyldt med alle mulige sjove typer."  

Der var stille. Det var en stor mundfuld for ponyerne sådan at tage ind.  

Så Tonny talte videre:  

"I troede også alle sammen, at Drago er vildt farlig. Men ved I hvad, det er han slet ikke. Han er rigtig sød. Og han elsker alle de samme ting, som vi elsker! Venner, lad være med at trave i takt her på Ponyskolen. Kom ud af banen og se verden, lige som jeg har gjort. Og når I har gjort det, SÅ kan I beslutte, om I vil trave i takt resten af jeres dage."  

Der blev stille igen. Ponyerne hviskede sammen. Efter lidt tid vendte Johnnie, den allermest grå pony, der var allerbedst til at trave i takt, sig om.  

"Tonny, før vi kan beslutte noget, bliver vi nok lige nødt til at høre noget mere om dine eventyr". 

"Selvfølgelig. Sæt jer ned, venner," řekl Tonny. Og så gik han i gang.  

"Det allerførste man støder på, når man forlader Ponyskolen, er en bro. Og den kan man ikke bare lige gå over, der er nemlig en ninja, der vogter den. Faktisk er broen gået i stykker nu, måske skal vi hjælpe ham med at bygge den igen ..." 

Tonny fortalte og fortalte. Om alt, hvad han havde oplevet og om alle de sjove og sære typer, han havde mødt. Imens tryllede Drago snacks frem og lavede også et par andre trylletricks, nu han var i gang.  

Ponyerne syntes, at verden lød helt vildt spændende, og de fandt også ud af, at drager slet ikke er farlige, men faktisk rigtig søde og sjove. Og de besluttede sig allesammen for, at de ikke ville trave i takt resten af deres dage, men i stedet tage ud og opleve den store, vilde verden.  

Og Tonny og Drago? De flyttede ind i Dragos borg sammen. Her så de film og bagte pandekager og spiste popcorn og brændte ting af og alle mulige andre seje og sjove ting, som man laver, når man her en bedste ven. Og af og til hoppede Tonny op på Dragos ryg og så fløj de ud i verden på nye eventyr, for det bliver man nemlig aldrig færdig med.