Zmeškali jste kapitolu?  

Hvis Tonny nu skulle være helt ærlig, så var det der med at gå ud for at lede efter den farlige drage måske ikke sådan helt vildt gennemtænkt. Men man skal holde det, man lover. Især det man lover sig selv. Så nu gik Tonny altså. Ud for at opdage alt, hvad der var at opdage i Det Magiske Land Oven På Skyerne.  

 

Tonny gik gennem en skov. En sådan lidt mørk og småuhyggelig en af slagsen. Efter lidt tid kom han til en bro, der førte over en flod. Det tænkte Tonny egentlig ikke så meget over og var på vej over broen, da en en ninja pludselig sprang ud foran ham.  

 

"Hvad tror du egentlig, du laver?" 

"Jeg var bare på vej over broen," řekl Tonny.  

"Arh, det er ikke sådan, det fungerer. Jeg er nemlig broens vogter," sagde ninjaen og lød meget vigtig.  

"Nå da, det lyder spændende. Hvad går det ud på?" spurgte Tonny.  

"Ja, det betyder, at jeg vogter broen. Og sørger for, at der ikke er alle mulige, der bare vader hen over den." 

Tonny tænkte lidt. Han synes ikke rigtigt, at han var "alle mulige", han var jo Tonny, og han var på vej på eventyr.  

"Det er klart, det kan vi ikke have. Men kan jeg godt få lov til at gå over broen?" spurgte han så.  

Ninjaen sagde en mærkelig fnyselyd med næsen.  

"Sig mig, ved du slet ikke noget om brovogtere?" 

"Ikke rigtigt," odpověděl Tonny.  

"Det er faktisk første gang, jeg er uden for Ponyskolen, så der er sikkert alt muligt, jeg ikke ved." 

Ninjaen rystede på hovedet.  

"Nå, men for at få lov til at krydse broen, skal du svare på et spørgsmål. Et svært spørgsmål! Et ... megasvært spørgsmål!" 

"Hold da op, det håber jeg, at jeg kan så," řekl Tonny.  

 

Tonny kiggede lidt på ninjaen. Ninjaen kiggede på Tonny. Ingen af dem sagde noget i et stykke tid.  

"Øhm ... hvad er spørgsmålet?" 

"Øjeblik, jeg skal lige finde på et! Det er faktisk ikke så tit, at der kommer nogen forbi her, så jeg er kommet lidt ud af træning." 

Tonny se posadil, aby si oddechl.  

 

Pludselig gav det et sæt i ninjaen.  

"Så! Nu har jeg det. Det er et megasvært spørgsmål. Er du klar?" 

Tonny nikkede.  

"Hvad er ... din yndlingsfarve?" 

"Uh ja, den er svær," řekl Tonny. "Hvad er din, ninja?" 

"Sort, selvfølgelig!" 

"Nå ja. Jeg tror bedst, jeg kan lide lyserød. Eller ... nej vent. Oranžový! Nej ... grøn. Jeg siger grøn." 

"Du kan altså ikke bare sige alle mulige farver. Jeg er broens vogter, og jeg forlanger et klart svar." 

"Grøn," řekl Tonny rychle. 

"Så lad gå da. Så må du gerne gå over broen," sagde ninjaen. "Men - hvor er du egentlig på vej hen?" 

"Jeg er på vej ud for at finde og kæmpe mod dragen Drago." 

Ninjaen blev helt bleg.  

"Det er altså en dårlig idé, Drago er sindssygt farlig og spyr ild! Måske skal du bare blive her sammen med mig. Så kan vi kaste med ninjastjerner og lave alle mulige andre ninjating?" 

Tonny se usmál a vyrazil nahoru.  

"Det er pænt af dig, ninja, men jeg har lovet mig selv at finde dragen Drago, så det gør jeg. Men det kan være, vi ses en anden gang." 

Tonny var blevet helt sulten af at sludre med brovogter-ninjaen og svare på spørgsmål og al den slags, så han besluttede sig for at spise sin madpakke.  

 

Han fandt en plet i skoven, hvor der var et par store sten, man kunne sidde på, og hvor solen tittede ned mellem trætoppene. Tonny pakkede madpakken ud og skulle lige til at sætte tænderne i en sandwich, da han hørte noget inde bag en busk.  

 

"Pst!" 

Tonny se zamračil na busken.  

"Pst!" lød det igen.  

Det var altså mærkeligt, det her. Tonny rejste sig og kiggede bag busken. Der var indgangen til en grotte, og inde i grotten kunne Tonny se to lysende øjne.  

"Øhm ... hej?"  

Tonny havde aldrig set sådan nogle mærkelige øjne eller talt med nogen, der gemte sig i en grotte før, så han vidste ikke lige, hvad han ellers skulle sige.  

"Hej," hviskede stemmen inde fra grotten.  

"Har du noget mad?" 

"Ja da. Kommer du ikke ud i solen, så kan vi dele min madpakke," sagde Tonny. Det lød da hyggeligt med lidt selskab til maden.  

Øjnene kom længere frem mod Tonny, og Tonny kunne nu se, at de tilhørte en bleg, tynd vampyr.  

"Det går ikke. Jeg er nemlig en vampyr," sagde vampyren.  

"Dobře?" prohlásil Tonny.  

"Ja, vi kan ikke tåle lys. Overhovedet ikke noget. Så jeg kan ikke gå ud og lede efter mad om dagen, og jeg er lidt mørkeræd, så jeg er heller ikke meget for at gå ud om natten.  

"Nå, for pokker. Ja, så er det ikke nemt. Men hvis du nu sidder her i skyggen under træet, så kan jeg sidde ved siden af i solen, og så deler vi min madpakke. Jeg har både sandwich og mandariner og alt muligt med," řekl Tonny.  

De sad lidt og gumlede på deres mad.  

"Jeg er forresten på vej ud for at finde dragen Drago. Ved du, hvilken vej jeg skal?" spurgte Tonny så.  

Vampyren var lige ved at få en halv banan galt i halsen.  

"Drago? Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr. Ham skal du holde dig fra!" 

"Ja, det siger folk. Men jeg vil nu finde ham alligevel," řekl Tonny.  

"Jamen, så er det den vej," sagde vampyren og pegede længere ind i skoven.  

"Tak skal du have. Det kan være, vi ses igen," sagde Tonny så, rejste sig, tog sin rygsæk på og gik længere ind i skoven.  

 

Tonny var dog ikke nået ret langt, før han igen begyndte at fortryde, at han ikke bare var blevet hjemme på den trygge Ponyskole. Der blev nemlig mere og mere mørkt og tåget. Og pludselig hørte han en hæs og hæslig latter. Lige foran sig ... 

Det lød koldt Tonny koldt ned ad ryggen, da han hørte den hæse og hæslige latter i den mørke skov. Og sådan nogle ponyer har en lang ryg, så det var faktisk rigtigt koldt.  

 

"Hvad mon det er? Og kan jeg nå at vende om?" tænkte Tonny, men inden han nåede at svare sig selv, stod der en heks foran ham.  

Heksen grinede igen højt og væmmeligt.  

"Du kommer ikke forbi her, kammerat!" 

"Men ..." forsøgte Tonny, men heksen afbrød, inden han nåede at sige mere.  

"Ikke før du har givet mig alle dine ting!" 

"Ne. Jamen, okay," sagde Tonny og krængede sin rygsæk af.  

"Hvad ... hvad laver du?" sagde heksen.  

"Jeg giver dig alle mine ting?" 

"Det er ikke sådan, det fungerer! Du skal protestere og nægte, og så skal jeg true med at trylle dig om til en sten eller eller en cykelpumpe eller noget andet uhyggeligt!" 

"Nå ..." řekl Tonny.  

"Ja, undskyld, det er første gang, jeg har været her i skoven, og det er også første gang, jeg har mødt en heks. Så jeg ved ikke helt, hvordan man gør. Men hvis det er vigtigt for dig at få alle mine ting, så må du gerne få dem. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at blive tryllet om til en cykelpumpe." 

 

Tonny begyndte med at hive ting op af sin taske. Hans halstørklæde, hans notesbog, hans sværd og alt muligt andet.  

"Její."  

Tonny rakte tingene frem mod heksen, men hun rystede surt på hovedet.  

"Nu gider jeg slet ikke at have dem, hvis det skal være på den måde." 

Tonny syntes, at heksen var lidt mærkelig. Men så trak han på skuldrene og begyndte at pakke sin taske igen. Men han baksede med at få plads til det hele, sagde han.  

"Måske gider du at hjælpe mig? Jeg er på vej for at møde dragen Drago og slås mod ham. Kender du vejen, for det gør jeg faktisk ikke." 

Heksen se na to podíval.  

"Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, OG han kan ikke lide sodavand! Er det ikke uhyggeligt?"  

"Jo. Meget. Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil finde ham. Så kan du fortælle mig vejen?" spurgte Tonny.  

Heksen se zašklebil na své fæle hekselatter.  

"Ja, det kunne jeg godt. Men det vil jeg ikke, for du gav mig ikke alle dine ting!" 
"Muži..." řekl Tonny.  

"Ikke noget men. Du gav mig ikke alle dine ting, og så gider jeg ikke at vise vej." 

Heksen grinede igen, vendte om og gik sin vej.  

 

Tonny sukkede. Han forstod ikke rigtigt, hvad han havde gjort forkert. Han skulle lige til at mase tingene sammen i sin rygsæk for at lyne lynlåsen, da han lagde mærke til noget i tasken, som han ikke havde puttet ned i den. Det var et timeglas. Og et brev. Tonny åbnede brevet. Det var fra Johnnie, den allermest grå pony, der var allerbedst til at gå i trav hjemme på Ponyskolen.  

 

I brevet stod der:  

"Til Tonny. Jeg kan forstå, at du gerne vil ud og se noget mere af Det Magiske Land Oven På Skyerne. Men din plads er blandt ponyerne, og du kan stadig fortryde. Hvis du er tilbage på Ponyskolen, inden timeglasset løber ud, kan du nå at være med til Ponyparaden, hvor vi allesammen bliver færdigtuddannede ponyer. Når du det ikke, kan du ikke blive en del af ponyfællesskabet nogensinde igen". 

Tonny foldede brevet sammen, kiggede på timeglasset og sank en stor klump.

Tonny gik mod sørøverskibet. Det var besværligt at gå i sandet, og hans fødder føltes meget tunge. Han havde også gået hele dagen. Han var lige ved at nå frem til skibet, da der lød et ordentligt brag, og så landede noget tungt lige ved siden af Tonny. En kanonkugle! 

"Stop lige med at skyde, jeg skal bare spørge om noget," råbte Tonny og håbede, at nogen kunne høre ham. En hæs stemme lød tilbage.  

"Hov, undskyld, det var gammel vane. Os sørøvere kan godt lide at skyde efter folk med kanoner." 

"Nå, er du sørøver?" spurgte Tonny nysgerrigt og gik tættere på. Oppe på dækket af sørøverskibet stod en pige med klap for det ene øje, en stor sabel, ørering, TO træben og en papagøje på skulderen.  

"Om jeg er sørøver? Det kan jeg lige love dig for, at jeg er. Jeg er Frida den Frygtelige, hersker over de syv have, havets djævel, kendt og frygtet fra Nordpolen til Kap Det Gode Håb!" 

"Wow. Sejt," prohlásil Tonny.  

"Men så kan jeg ikke lade være med at tænke på noget. Hvorfor står dit sørøverskib midt i ørkenen?" 

 

Frida den Frygtelige så pludselig lidt sur ud.  

"Ja, hvorfor er du i en ørken?" 

Tonny svarede: 
"Det er mest, fordi jeg er faret vild. Jeg er på jagt efter dragen Drago, men jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal gå hen." 

Frida den Frygtelige spærrede øjnene op.  
"Det er en dum idé, du. Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, og han kan ikke lide sodavand, og han er ond, og han er så stærk, at han kan løfte et sørøverskib op i luften og smide det ned i en ørken!" 

 

Tonny se potopil. Han syntes, at Drago lød værre og værre, jo mere han hørte om ham.  

Frida nikkede eftertrykkeligt: 
"Ja, det var det, der skete. Drago har simpelthen smidt mit skib her, og nu kan jeg ikke komme ud på de syv have og plyndre." (Drago se na ni podíval.) 

"Watashi wa kyandî ga hoshîdesu," skræppede papagøjen pludselig.  

"Orv, kan din papagøje snakke?" 

"Jeps," svarede Frida stolt.  

"Hvad siger den?" 

"Det ved jeg ikke, han taler kun japansk." 

"Nå," řekl Tonny lidt skuffet. "Men Drago? Ved du, hvor han bor?" 

"Ja, du skal bare den vej," sagde Frida og pegede.  

 

Tonny sagde tak og begyndte at gå igen. Han gik lige og tænkte, at det da egentlig gik overraskende nemt med at få vist vej denne gang, da de begyndte at blæse. Først ret meget, så rigtig meget og til sidst blev blæsten til tornado, og Tonny blev løftet op i luften og hvirvlet rundt og rundt ...

Tonny blevvirvlet rundt i tornadoen med en fart og en kraft, han aldrig havde oplevet før. Der blæste også alt muligt andet end Tonny rundt - sokker, bøger, puslespilsbrikker, en kiste og tusind andre ting. Tonny koncentrede sig mest om ikke at få noget i hovedet, men forsøgte at se sig om efter et eller andet, han ... kunne holde fast i.  

 

Pludselig holdt det op med at blæse, og i det samme fik Tonny fat i en gummibåd, der fløj rundt ved siden af ham. Tonny og gummibåden ramlede med et ordentligt plask ned i en flod. 

 

"Pyha, det kunne have gået frygteligt galt," nåede Tonny lige at tænke, men lagde så mærke til, at gummibåden faktisk sejlede virkelig hurtigt. Og hurtigere og hurtigere. Og lige forude var der et vandfald. Tonny prøvede desperat at bruge sine hove til at padle ind til bredden, men uanset hvor meget han padlede, nærmede vandfaldet sig med stor hast. Tonny lukkede øjnene. Og så besvimede han vist.  

 

Da Tonny igen åbnede sine øjne, var han og gummibåden blevet smidt op på land. Tonny var våd fra mule til hale, og alle hans ting lå spredt ud på græsset. Men han HAVDE stadig sit timeglas, og vigtigst af alt. Han var i live.  

 

"Hvad ligger du der og roder for?" lød en stemme pludselig. Bag Tonny stod en høj mand med kæmpestore overarme, endnu større overskæg og med reb og klatreudstyr hængende overalt.  

"Ja, det er en længere historie, men jeg er egentlig på vej til Dragos slot. Ved du, hvor det er?" 

Den store mand rystede på hovedet.  

"Det lyder som en dum idé. Drago er sindssygt farlig og spyr ild, og han æder både mennesker og dyr, og han kan ikke lide sodavand, og han er ond, og han er så stærk, at han kan løfte et sørøverskib op i luften og smide det ned i en ørken! Og han har megadårlig ånde." 

Tonny afbrød utålmodigt.  

"Ja, jo, det har jeg hørt ... en del gange efterhånden. Men ved du, hvor Drago bor?" 

"Jeg kan vise dig det. Vi skal bare op på toppen af bjerget der, så kan jeg pege. Men vi skal klatre om kap! 1-2-3 nu!" 

Tonny kiggede op ad bjerget og nikkede over med nogle trapper. 

"Kan vi ikke bare tage trappen?" 

Ingen svarede, kæmpemanden var allerede i gang med at klatre op ad bjerget. Tonny trak på skuldrene og spadserede op ad trapperne. På vejen fandt han et æbletræ og plukkede et flot, rødt æble. Han tog også en lille lur og fløjtede lidt om kap med en fugl, inden han nåede toppen. 

 

Tonny nåede at vente en halv times tid og nyde solen, inden manden svedende og prustende klatrede helt op på toppen. Hvor han straks blev meget sur. 

"Hvordan pokker nåede herop før mig?" 

Tonny skulle lige til at forklare, at han bare havde taget trappen, og at det da egentlig var meget nemmere end alt det klatreri, men manden afbrød.  

"Så klatrer vi ned igen og ser, hvem der kommer først!" 

Tonny tænkte sig hurtigt om.  

"Okay så, men peg lige på Dragos slot først." 

"Ja, ja. Dér!" sagde manden og pegede, og så begyndte han i en frygtelig fart at klatre ned igen. Tonny rystede på hovedet og begyndte at trave i den retning, manden havde peget. Hen mod det store, mørke slot ...

Tonny var egentlig i meget godt humør, som han traskede af sted i retning af slottet. Det så godt nok lidt uhyggeligt ud ... det var også som om, der kom ild op af taget en gang imellem. Men i det mindste var Tonny på rette vej og var nu endelig ved at være for enden af sin rejse. Han havde godt nok mødt mange spændende mennesker, men nu tænkte han også, at det var på tide, at han nåede målet.  

 

Netop som han tænkte det, var han ved at skvatte over et par lange ben. Uden for et telt sad en troldmand med flot spids hat, og det var hans ben, Tonny var lige ved at snuble i.  

"Nå, hej," mumlede troldmanden med svag stemme. Og sukkede.  

"Hej, hej," sagde Tonny muntert og skulle lige til at gå videre, for han havde jo faktisk travlt. Men troldmanden så så trist ud, så Tonny stope op.  

"Er der noget galt?" 

"Næ næ, gå du bare videre," sukkede troldmanden. 

"Det virker altså som om, der er noget galt?" 

"Åh, det er bare ... det er svært at forklare," sagde troldmanden med endnu svagere stemme.  

Tonny skævede til sit timeglas. Han havde ikke rigtigt tid til det her, men det var jo også synd for troldmanden, hvis han var trist.  

"Prøv at forklare det alligevel?" 

Troldmanden se na to podíval. Så dybt, at hans telt blafrede.  

"Jeg er troldmand, skal jeg fortælle dig." 

 

Tonny nikam nešel. Så langt var han med.  

"Og derfor kan jeg jo trylle alting frem. Alt i hele verden." 

"Det lyder fedt!" řekl Tonny.  

"Ja, det skulle man tro," sagde troldmanden.  

"Men ... når man kan trylle alt frem i verden, så mangler man aldrig noget. Jeg aner ikke, hvad jeg skal ønske mig til min fødselsdag. Og når man kan få alt i hele verden, kan man faktisk også godt komme til at kede sig." 

Tonny tænkte lidt.  

"Måske mangler du bare en hobby?" 

Troldmanden livede lidt op.  
"En hobby? Ja ... det er måske en meget god idé." 

Tonny knipsede - og det er ellers svært, når man har hove og ikke fingre. Han havde fået en endnu bedre idé. Han kunne faktisk godt bruge noget selskab på sin tur, og det kunne også være rart at have en troldmand som makker, hvis nu Drago viste sig at være så farlig, som alle sagde.  

"Måske kan din hobby være eventyr? Så kan du tage med mig på et af slagsen?" 

"Det er en FANTASTISK idé, min unge ven. Lad os komme afsted!" sagde troldmanden og sprang op. 

"Vil du slet ikke høre, hvad eventyret går ud på?" spurgte Tonny.  

"Næ, det kan du fortælle på vejen. Afsted med os." 
 

Og så gik Tonny og troldmanden ud på eventyr. I præcis 24 skridt, så stope troldmanden.  

"Hvad sker der?" 

Troldmanden satte sig på en sten.  

"Arh, jeg synes, det er lidt hårdt sådan at gå og gå. Måske gider jeg ikke alligevel. Jeg er også træt." 

Tonny skulle til at sige noget, men han blev afbrudt af en dyb snorken. Troldmanden var faldet i søvn. Tonny sukkede og pakkede troldmanden ind i hans troldmandstæppe. Nu var Tonny alene igen.  

 

Men ikke ret længe. For pludselig hørte han dundrede hove bag sig. Og en stemme, der råbte: "Stůj! Ellers bliver det værst for dig selv!"

Tonn